Teatertur til stykket “Jeg er min egen kone”. Af Madi Kruse Madsen den 20. januar 2011.

Af Madi Kruse Madsen.
Den 20. januar 2012 havde Tina Thranesen arrangeret en fælles teatertur til forestillingen “Jeg er min egen kone” på teatret Riddersalen på Frederiksberg, så denne fredag aften var vi 12 transkønnede, der viste flaget i en meget relevant sammenhæng på en fælles teatertur.

Stykket bygger på den autentiske historie om den (øst)tyske transvestit Lothar Berfelde (1928-2002) og hvordan hun klarede sig igennem både perioden med nazisme og den efterfølgende periode med kommunisme i Østtyskland. Tilværelsen som transvestit var ikke nem under hverken nazister eller kommunister, men Lothar lykkedes alligevel både at overleve og skabe sig en tilværelse som “kvinde” under navnet Charlotte von Mahlsdorf.

Efter den tyske genforening fattede den amerikanske journalist Doug Wright interesse for den usædvanlige person og nedskrev hele hendes livshistorie. Den dramatiseret han så efterfølgende til stykket “Jeg er min egen kone” – et udsagn fra Charlotte selv, der levede hele sit liv uden partnere – måske fordi hun opfattede sig selv som lige meget mand og kvinde. Stykket er med stor succes opført i mere end 20 lande. Hun var selv meget specifik omkring at hun var transvestit – ikke transseksuel.

I den danske version af stykket spilles alle de ca. 30 roller af samme skuespiller – Jakob Højlev Jørgensen – der med en imponerede og sikker teknik formår at gengive alle de forskellige personer, uden at man på noget tidspunkt er i tvivl om hvilken person der “er på” lige nu. Derfor er Jakob også den eneste skuespiller på scenen hele stykket igennem – en fantastisk præstation at være solo på scenen i et helt stykke.

Selve historien om Lothar/Charlotte er både opløftende og trist – hun har klaret sig som transvestit under meget vanskelige forhold, men hun har nok ikke haft et særligt lykkeligt liv. Det lykkedes for hende at etablere et museum for genstande fra perioden 1890 – 1900 – især møbler og gamle valsegrammofoner – og efter genforeningen fik hun en fornem tysk fortjenstmedalje, for at have bevaret meget af den tyske kulturarv under nazisme og kommunisme. Da man begyndte at grave í Stasi-arkiverne kom der desværre så negative historier frem, at Charlotte valgte at flytte til Sverige resten af sit liv, indtil hun døde under et besøg på sit gamle museum i Berlin.

Information skriver i sin anmeldelse af stykket at “Jakob Højlev Jørgensen er så eminent i sin underspillede møbelfryd og sin usentimentale eksistens-smerte, at man har svært ved at forestille sig en mere raffineret fortolkning. Eller en mere medrivende. For tilskueren græder ikke larmetårer. Nej, de pibler lige så stille inden i én, akkurat som de må have gjort det hos dette jagede menneske.”

Så at arrangere en fælles tur til dette stykke var en super ide – og den blev kun endnu bedre af, at vi bagefter fik lejlighed til en fælles snak med Jakob, hvor han kunne fortælle hvor meget dette stykke betyder for ham selv og hvordan han selv føler for hovedpersonen.

Herefter fik vi så yderligere en super oplevelse i form af en rundtur på teatret – der har en lang og traditionsrig historie – bl.a. som morskabsteater i mange årtier. På rundturen så vi også det berømte Storm P.-toilet – et toilet hvor alle vægge er tæt dækket med originale tegninger og sjove bemærkning fra Storm P.

Desuden kunne vi se forberedelserne til teatrets næste stykke “Kærlighed uden strømper” og det propfyldte kustymelager med kostymer fra de sidste mange års forestillinger.

Så stykket er bestemt anbefalelsesværdigt at se – men det efterlader mig alligevel med en trist følelse indeni. Jeg er ked af at se transvestitter fremstillet som tragiske figurer – og også ked af det underforståede budskab der ligge i titlen – at man som transvestit så lever et ensomt liv som mand og kvinde samtidigt.

Her er en udfordring for os alle sammen – lad os holde fast i et det er OK at være som vi er – og at vi hver især har lige så meget ret til meningsfulde og berigende parforhold som alle andre mennesker!