Teatertur, men først en forhistorie. Den 24. januar 2012.

Henriette Jørgensen i midten i samtale med Jakob Højløv Jørgensen. Rebecca Holm (bagerst tv.). Eva (bagerst th.).

Af Linda T. Pedersen.
Forhistorie.
Jeg er 47 år og har været transvestit i mere end 30 år. For to måneder siden opdagede jeg, at det at være transvestit er naturligt og ikke perverst. Jeg besluttede, at det tøj jeg havde, ville jeg ikke bruge mere. Der var for mange dårlige minder og følelser af skam tilknyttet det.

Næste skridt blev bestilling af lidt dametøj hos Ellos, en blazer, to nederdele og en skjorte, alt sammen i stilen Classic Woman. Mit valg af tøj er inspireret af et forsidebillede af en kvinde, som jeg synes er utrolig flot og feminin. Da jeg skulle hente pakken i postbutikken, var jeg utrolig nervøs. Lynhurtigt ud og pakken med det samme ned i rygsækken. Efter mit syvende besøg i postbutikken i løbet af ligeså mange uger er det blevet rutine.

Da jeg ikke kunne finde strømper hos Ellos, tænkte jeg, at dem kunne jeg købe i supermarkedet, det kunne vel ikke være noget problem! Jeg har tidlige købt lingeri til min ekskone. Af sted med toget til den nærmeste Kvickly, da jeg ikke havde lyst til at bruge mit lokale supermarked. Så let skulle det ikke gå. Da jeg kom hen til dametøjet, blev jeg bange. Hvad ville andre mon ikke tænke? Ingen strømper den dag.

Indkøb af makeup gik let. Jeg havde fundet de vare, jeg ville have, hjemmefra på matas.dk og skrevet en indkøbsliste. Da det er svært at vurdere farver på nettet, var jeg nødt til at besøge en forretning. Jeg havde gjort op med mig selv, at jeg ville indrømme, at jeg er transvestit, hvilket ikke blev aktuelt. Den søde dame i forretningen hjalp mig med at finde de ting, jeg gerne ville have, og sørgede for at farverne matchede. Hun sagde “Jeg håber, hun bliver glad for makeuppen” og jeg svarede “Det er jeg sikker på”.

Kvinder har bryster, så det måtte jeg også have, men hvor store skulle de være? Efter en del overvejelser kom jeg frem til, at en stor C-skål eller lille D-skål ville passe bedst til min kropsbygning. Måltagning med en muresnor og en tommestok kan ikke anbefales, men det lykkedes. Jeg har siden købt et centimetermål. Jeg bestilte et par brystproteser hos Boutique Isabel. Da det var en bestillingsvare, var der to ugers leveringstid. Det var for mig 14 meget lange dage. Tankerne fløj rundt i mit hoved; er størrelsen nu rigtig; hvordan vil det føles? I mellemtiden havde jeg købt to bøjle-bh’er – en C-skål og en D-skål. Pakken kom, og den blev straks åbnet. Da jeg så, hvor store proteserne var, blev jeg forskrækket. Nu har jeg igen bestilt forkert igen. Skuffelsen var stor, og pakken blev stillet væk. Otte timer senere prøvede jeg dem alligevel. De passede perfekt. En stor C-skål passer godt til min kropsbygning. Når jeg ser tilbage, er det faktisk ganske lidt, jeg har bestilt i forkert størrelse.

Det er ikke let at købe sko, når man bruger størrelse 46. Et par stiletter blev bestilt hos Boutique Isabel. Da jeg havde misforstået størrelsen, passede de ikke. I stedet for at gøre som jeg plejer (smide fejlkøb ud), besluttede jeg mig for at bytte dem. Jeg ringede til Isabel, og vi aftalte, at jeg kom forbi hendes butik næste dag. Det var første gang, at jeg viste mig overfor en fremmed, som vidste, at jeg var transvestit. Fem par blev prøvet, og jeg fik et par, der passer godt. Jeg prøvede et rigtigt snørekorset for første gang i mit liv – sikke en figur man kan få.

Bestillingen
Jeg så på transviden.dk, at man kunne tilmelde sig til en teatertur i Riddersalen til forestillingen: Jeg er min egen kone. En bestilling blev det ikke til, da jeg ikke havde det godt med at være transvestit på det tidspunkt. Dagen forinden havde jeg læst et indlæg på en debat, hvor én mente, at gamle grimme mænd, der klæder sig ud som damer, er med til at skabe fordomme om transkønnede i befolkningen. Det tog mig ikke mange sekunder at beslutte mig for at leve resten af livet i skabet.

Efter en uge blev jeg lidt i tvivl, om det nu også var rigtigt at leve i skabet. Endnu en uge senere ringede jeg til Pernille Feline fra TiD, og vi havde en dejlig samtale, som styrkede mit selvværd. Ved samme lejlighed meldte jeg mig ind i foreningen.

Kunstnerisk leder af Riddersalen, Signe Birkbøll fortæller om teatrets historie. Rebecca Holm sidder og lytter.

Den femte januar fik jeg en mail fra foreningen om teaterstykket. Jeg skrev til Tina Thranesen, at jeg gerne ville se stykket, og dagen efter fik jeg bestilt min billet. I mailen brugte jeg mit pigenavn, og ved bestillingen brugte jeg mit drengenavn. Derfor kunne Tina ikke få listerne til at gå op, hun kunne ikke se min bestilling. Jeg skrev tilbage, at jeg ikke var klar til at vise mig som kvinde endnu. Det var i orden, at jeg kom som mand.

Dagen
Eftermiddagen gik med at se fjernsyn iklædt min røde morgenkåbe med flæser. Jeg blev mere og mere nervøs. Det var første gang, at jeg skulle møde andre transvestitter. Hvordan ville jeg reagere efter at have følt skam over min egen transvestisme i 30 år? Mest af alt havde jeg lyst til at blive hjemme, men det følte jeg ikke, jeg kunne være bekendt. Jeg tog mig sammen og kom ud af døren.

Riddersalen
Jeg ankom kl. 18.45. Jeg havde fået at vide, at der ville være én fra TiD fra kl. 19.00. Efter at have købt billet blev nerverne dulmet af en cigaret. Der sad et par damer, og efter jeg havde genkendt et par navne, sagde jeg pænt goddag. Jeg blev modtaget meget venligt, og efter et par minutter følte jeg mig tryg i deres selskab. Der var ingen af de andre teatergæster, som kikkede mærkeligt i vores retning. Det glædede mig.

Selve stykket var fantastisk. Replikken, hvor Charlotte von Mahlsdorf læser op af Magnus Hirschfelds bog, kunne jeg genkende i mig selv. Jeg kan ikke huske den ordret, men jeg gengiver, hvad jeg kan huske: “Alle mennesker har en maskulin og en feminin side i sig. Hos de fleste er den ene side stærkt dominerende. Det hænder, at sindet ikke svarer overens med det biologiske køn. Disse mennesker kaldes transvestitter”.

Efter stykket talte vi længe med Jakob Højlev Jørgensen. Vi fik en rundvisning på teatret af Signe Birkbøll, som har arbejdet i 35 år på teatret. Det var spændende at høre om Riddersalens historie. Da vi kom til kostumelageret, var der mange, der udtrykte ønske om at have en så stor garderobe. Nogle tog hjem og andre ville en tur på Cafe Intime.

Cafe Intime
Vi ankom kl. 22.30. Der var godt nok mange mennesker, og det var svært at komme ind. Underligt nok var der tre ledige stole ved et bord. Tine Petersen fandt en plads, og jeg satte mig ved siden af hende, lidt efter satte Henriette Jørgensen sig på den anden side af mig. Over for os sad to mænd. Vi snakkede først lidt om stykket, men hurtigt gled samtalen hen på det at være transvestit. Jeg havde det så godt i selskab med damerne, at jeg turde tale åbent om min transvestisme, selvom fremmede kunne høre mig.

Kvart i tolv tog Henriette hjem, og et kvarter senere gik Tine og jeg også. Udenfor snakkede jeg lidt mere med Tine. Og, som hun sagde, “Man er sin egen største fjende”, når man skal springe ud som transvestit. En ting er sikkert – Jeg glæder mig som en lille pige til mit første besøg i BeboerBrugsen.

Tak for en uforglemmelig oplevelse – faktisk to! Den ene var teaterstykket og rundvisningen bagefter, den anden var at møde ligesindede for første gang i mit liv.

Linda