Fra min barndom husker jeg et julehæfte som hed “Ved julelampens skær” og sjældent har jeg oplevet dette fænomen sÃ¥ lysende klart som til julefesten i transvetitforeningen TiD.
Louise Orlando kom midt pÃ¥ eftermiddagen, og sammen gjorde vi os i stand til det helt store juleeventyr med masser af tid til hyggesnak og skifte kjoler. Sjovt nok har vi piger jo aldrig noget at tage pÃ¥! Det var dog først da jeg skulle bestille en taxa at det helt store problem opstod. Hele Danmarks befolkning skulle til julefrokost denne aften, først efter at have kontaktet 8 taxaselskaber kom jeg igennem til en central hvor en meget venlig stemme sagde “De er nummer…14… i køen”.
Jeg jublede til Louise at der endelig var hul igennem, nu gjaldt det blot om at hænge pÃ¥, og langt om længe holdt taxaen ved døren. Halvt nede ad trappen huskede jeg ogsÃ¥ julegaven og skifteskoene, og sÃ¥ kunne vi drage af sted. Heldigvis var chaufføren i julehumør, og ret charmerende, sÃ¥ snakken gik lystigt mens vi susede ud mod Enghavevej. Da vi passerede Enghave Plads spurgte han meget fornuftigt, som den slags jo gør, hvilket nummer vi skulle til. Det havde vi begge glemt alt om; men Louise mente at kunne huske at det lÃ¥ pÃ¥ et hjørne, sÃ¥ vi listede langsomt ud mod Sydhavnen med chaufføren pÃ¥ ivrigt udkik. PÃ¥ et oplyst gadehjørne stod der 114 og pludselig fik jeg en Ã¥benbaring: “110 – det ligger pÃ¥ nr.110”, sagde jeg selvsikkert. Og ganske rigtigt. Hvor svært kan det egentlig være at finde vej til BeboerBrugsen pÃ¥ Enghavevej?
Da vi trådte ind i lokalet var det jeg så lyset. Lokalet lå badet i et lyshav, som kunne få enhver transvestit til at blegne, og jeg følte det som rougen forsvandt fra mine kinder. Bortset fra denne lille prosaiske detalje er lokalerne super gode, et stort åbent køkken, to toiletter og ekstra rum til omklædning og privat snak. Og så er der et hyggeligt rygerum til de sidste af os som er forfaldne til den slags udskejelser. Vi var 26 gæster i alt, og de fleste var nye ansigter for mig. Eller rettere, jeg sad selv som den nye pige i klassen igen, efter en længere pause fra foreningslivet. En ganske interessant opdagelse. Ude af øje, som man siger. Heldigvis er det jo altid spændende at møde nye mennesker, så jeg kastede mig ud i det og havde en rigtig fornøjelig aften. Snakken gik let og muntert, og når man går til og fra den overdådige julebuffet falder man jo helt naturligt i snak med de andre som ellers sidder lidt for langt væk ved bordene. Og så var der jo rygerummet, hvor vi mødtes på kryds og på tværs til en god snak i sofaen, inden risalamanden blev serveret.
Og så skulle vi kæmpe os til julegaverne i år. Raflebægerne kom på bordet, Katja satte stopuret, og meddelte at kun en sekser gav gevinst! Sikke noget. Der sidder man med lutter enere og toere og kikker længselsfuldt efter de fint indpakkede gaver som vandrer forbi ens næsetip. Heldigvis kom der flere chancer, nu skulle vi spille om de gaver vi allerede havde vundet, indtil Katja fløjtede kampen af. Kampen om gaverne endte naturligvis i det rene kaos og morskab. Pakkerne fløj frem og tilbage over bordet, og vi der til slut havde fået tilkæmpet os flere gaver end godt var, delte pænt ud til de som sad med store tomme lommer, vi er vel veninder, så jeg tror alle gik hjem med en fin lille julegave i dametasken.
I aftenens løb havde vi underholdt hinanden med alle vore trængsler med at få fat i en taxa, og Louise og jeg var så jublende heldige at Tina Thranesen tilbød at køre os hjem. Det var bare lykken at slippe for at steppe rundt i Sydhavnen en mørk november nat og svinge med laktasken, mens alle taxaerne uanfægtet drønede forbi med røde lanterner på. Vi to heldige piger blev pænt kørt til vores gadedør og gav Tina og hinanden et stort juleknus, med tak for en dejlig aften.
Kærlig hilsen og en Glædelig Jul fra Rebecca.