Det kulturnatarrangement, som Transvestitforeningen i Danmark – TiD – afholdt fredag den 13. oktober 2006, viste sig at være en god og varm oplevelse.
Jeg er selv – i en ret fremskreden alder – begyndt at indrømme overfor mig selv, og hen ad vejen ogsÃ¥ overfor omgivelserne, sandheden om, hvordan jeg er.
De opfattelser, der cirkulerer, om hvad det er at være transvestit (TV) og hvad, det er at være transseksuel (TS), er mange, men uden at gå ind i polemikken om disse ting, vil jeg blot fortælle, at jeg nærmest er transseksuel.
Jeg har kommunikeret med andre TSere og TVer på nettet, men har kun udvekslet få ord med en ligesindet in persona (så vidt jeg da ved *SS*).
Da jeg erfarede, at TiD ville afholde et arrangement i forbindelse med kulturnatten, var det jo indlysende, at der her ville være en mulighed for at tale med andre, der har det ligesom mig selv.
PÃ¥ trods af, at der var meget, der trak, var det alligevel svært at tage sig sammen til at tage til nævnte offentlige arrangement – en situation, som andre mÃ¥ske kan nikke genkendende til.
Men da først kulturpasset var købt, begyndte der naturligvis at indfinde sig en vis forventningens glæde.
Jeg er sÃ¥ gammel, at jeg er vokset op i et samfund, hvor der stadig – ind imellem – blev tordnet mod sÃ¥dan én som mig. Det var læger, præster, meningsdannere, magtfolket etc., sÃ¥ledes som det vil være nogle bekendt.
Jeg ved udmærket, at jeg ikke er fuldkommen, men jeg vidste jo ogsÃ¥, at jeg ikke var et uhyre af den slags, som det mere eller mindre dulgt igennem Ã¥rene – førhen – er blevet pÃ¥stÃ¥et om de personer, som med en samlebetegnelse i dag kaldes transpersoner.
Jeg måtte formode, at andre sikkert var lidt ligesom mig selv, dvs. ret almindelige og alligevel transpersoner.
Som man måske kan tænke, var det med en vis spænding, jeg mødte op i HUSET i Magstræde i København, hvor arrangementet skulle afholdes.
Jeg ankom forholdsvis kort tid efter, at dørene var blevet lukket op, men bortset fra mig selv var der på dette tidspunkt kun få andre gæster.
I det ene hjørne sad der en gruppe mænd iført forskelligt feminint tøj. Enten en kjole eller bluse og nederdel. og alle tog (jo) dette med den største selvfølgelighed.
I det pænt store lokale var der naturligvis en del borde med stole og en lang bar. Desuden stod der et tøjstativ med forskellige kvindelige beklædningsgenstande, et bord med forskellige parykker og et sted, hvor man kunne prøve at få lagt en make-up.
Mændene/pigerne i hjørnet havde ind imellem lidt at gøre i relation til aftenens show (det var blevet annonceret, at der ville blive lavet et show tre gange i løbet af aftenen), men derudover slog nogle af dem af og til et slag rundt i lokalet på en måde, så man var klar over, at man kunne spørge dem, hvis der var noget, man gerne ville spørge om.
Gradvist fyldtes lokalet og snart var alle siddepladser optaget, og da showet begyndte, var desuden alle stÃ¥pladserne omkring den lange bar “fyldt”.
Den snak, der fyldte rummet, var almindelig hyggesnak.
PÃ¥ dette tidspunkt var de fleste gæster “almindelige” mennesker, forstÃ¥et pÃ¥ den mÃ¥de, at de jo netop var kommet for at se det, de var blevet inviteret til at se, nemlig hvad alt dette med transvestitter mon kunne være for noget.. Indstillingen hos gæsterne var afgjort imødekommende.
Mange kiggede jo rundt og at bedømme ud fra de pÃ¥gældendes attitude virkede det som om, de fandt ud af, at disse mænd i kjoler og nederdele “blot” var almindelige mennesker ligesom dem selv.
TiD havde fremstillet to brochurer.
Lysmængden i lokalet var ikke overvældende, så jeg læste dem først, da jeg var komet hjem, men der lå en lille stak af hver på bordene, og folk, der havde bedre øjne end mig, kiggede i dem på stedet. De var ganske udmærkede.
Showet skulle vise sig at være en mannequinopvisning.
Konferencieren, der var iklædt en iøjnefaldende kjole, og som havde iøjnefaldende bryster, indledte med nogle få bemærkninger om, hvad det vil sige at være transvestit, ja han lavede endog lidt sjov med det, men så tidligt i showet var publikum ikke rigtig klar til DEN dimension og vidste ikke rigtigt, om de turde grine, men det var helt afgjort med til, at stemningen lige fra begyndelsen af showet blev let og uhøjtidelig.
Mannequinerne blev introduceret alene ved deres pigenavne.
Tøjet kom fra forskellige tøjhuse, og såvel forretning som pris blev nævnt.
Mannequinerne var nok lidt nervøse i starten (eller meget?), men det varede ikke længe, inden der var klapsalver i takt til den bagvedkørende iørefaldende musik, der ledsagede “pigerne” pÃ¥ deres gang ad “catwalken”, og begyndelsesnervøsiteten lagde sig, og vi tilstedeværende piger – af alle slags – kunne glæde os over at se pænt tøj, der oven i købet var til at betale.
Jeg overværede det første show, der blev vist kl. 19, men pÃ¥ det tidspunkt var der ikke kommet sÃ¥ mange “publikummer”, der selv var i kjole eller bluse og nederdel.
Hen mod slutningen af showet, var der alligevel kommet en del, hvilket tilførte et element af sammenkomst, og sikkert også har bidraget til at gøre det lidt lettere for mannequinerne under de følgende fremvisninger.
Den del kan jeg dog ikke udtale mig om, da jeg selv tog af sted omkring det tidspunkt, men hvis den stemning og varme, der var en realitet, da jeg tog af sted, fortsatte og eventuelt yderligere etablerede sig, må det have været en rigtig god aften hele vejen igennem.
En tak til alle, der har været involveret, for at dette arrangement kunne virkeliggøres.
Kærligst. “Rie”.