Tina Thranesens “biografi”. Ajourført senest den 14. januar 2008.

Af Tina Thranesen.
Tiden går, og jeg er ikke ung mere. Hovedparten af mit liv ligger bag mig. Det er naturens orden. Men ind imellem, når tankerne går tilbage, kan jeg godt ønske mig, at jeg væsentligt tidligere i mit liv havde haft større viden om kønsidentitet, transvestisme og transseksualisme. Havde jeg haft den viden, så var mit liv blevet et andet – tror jeg; jeg kan jo ikke vide det med sikkerhed. Det gør for så vidt heller ikke noget, da jeg i det store og hele har haft et godt liv og er ganske tilfreds, som jeg har det i dag.
Men når tankerne nu går tilbage, så lad mig benytte lejligheden til at fortælle om “min anden identitet” – min identitet som Tina Thranesen og om, hvordan den har udviklet sig gennem årene.

I 1948 blev jeg født i en mindre stationsby. Min opvækst er der såmænd ikke så meget at sige til. Jeg gik i skole. Var beskæftiget med fritidsaktiviteter som de fleste andre drenge. Efter skoletid kom jeg i lære som håndværker og aftjente derefter min værnepligt i militæret.
Som 19 årig flyttede jeg hjemmefra. I 1969 flyttede jeg til København. I første omgang pga. militærtjenesten, men blev efter hjemsendelsen boende i København. Siden flyttede jeg til en stor Sjællandsk købstad.

Min første erindring om, at jeg gerne ville være en pige ligger tilbage til sommeren 1955. Jeg gik i første klasse og var på vej hjem fra skole sammen med et par andre drenge fra klassen. Pludselig bemærkede jeg en gammel kone og en ung kvinde foran os. Den unge kvinde havde sin ene arm ligesom lidt støttende under den gamle kones arm. Min tanke var, at det var en bedstemor og hendes barnebarn.
Den gamle kone var klædt i sort frakke, der nåede næsten ned til anklerne, en lille sort hat og nogle sorte sko. Hun støttede sig også til en stok med venstre hånd.
Den unge kvinde var klædt i en lys sommerkjole, der nåede til lidt under knæene. Hun var slank, havde lyst hår og lyse sko. Hun var smal om livet.
Flere detaljer husker jeg ikke om dem.
Men billedet af dem står mejslet i min erindring. Og jeg husker tydeligt tanken, som for gennem mit hoved. Hvor ville jeg gerne være den unge kvinde – ikke den gamle kone – hun var for trist at se på.

Tanken om at være en pige, ja måske snarere ønsket om det, kom igen og igen gennem skolealderen.
I sidste halvdel af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne gik alle pigerne i kjole – sommer og vinter. Det var først ind i begyndelsen af 1960’erne, at pigerne begyndte at gå i lange bukser, eller slacks, som de hed – smalle bukser med en strop ned under foden. Jo – der har været tidligere perioder, hvor piger/kvinder også gik i lange bukser.
Om vinteren havde pigerne tykke strømper på – ofte håndstrikkede og ikke særlig klædelige, men fornuftige for at holde varmen.
Men om sommeren havde de tyndere strømper på og ofte korte strømper, som kun nåede til under knæene.
Da pigerne nåede op omkring ti års alderen, begyndte de at gå i nylonstrømper. Det skal erindres, at nylonstrømper i mange år efter Anden Verdenskrig var temmelig dyre, så det har nok også spillet en rolle.
Og da pigerne nåede alderen, hvor de begyndte at gå med bh, kredsede mine tanker ofte om, hvordan det måtte føles at have bryster og gå med bh.
Min interesse for mit eget tøj var minimal, men min misundelse mod pigerne for det tøj, de gik i, var stor.

Det var derfor min mors tøj, det “gik ud over”, for jeg måtte jo prøve at have nylonstrømer, bh og kjole på.
Det var svært at finde lejlighed til det, men fornemmelsen var så skøn, at det blev gentaget, straks lejligheden var til stede.
Det er svært at beskrive enkelte dele af fornemmelsen, men helheden ved at have nylonstrømper på, en bh godt udfyldt med et par sammenrullede sokker og en kjole på var nærmest ubeskrivelig. Fornemmelsen ved at snurre rundt og få den vide nederdel til at folde sig ud, var vidunderlig, men også den stramme nederdel, hvor jeg kunne mærke den stramme mod mine ben, når jeg gik. Og så havde min mor et par sko med stilethæle. Da jeg var omkring tolv, tretten år passede de mig perfekt. Men også hendes ørenringe med clips blev prøvet. Det var alt i alt en vidunderlig følelse.

Jeg erindrer en episode i en skoforretning fra tiden omkring sjette, syvende klasse.
Sammen med min mor var jeg i forretningen, da jeg havde brug for et par nye sko. I forretningen var også en jævnaldrende pige – ligeledes sammen med sin mor. Aldrig har jeg været så længe om at bestemme mig for et par sko. Udvalget var meget lille. Reelt var der vel kun tre, fire modeller at vælge imellem.
Men for pigen var det anderledes. Og så var der stor uenighed pigen og hendes mor imellem. Pigen ville have et par med tynde, lidt høje hæle. Men moderen insisterede på et par fornuftige flade sko. Mødre!!
Jeg havde ondt af pigen og var samtidig misundelig på hende, og så nød jeg synet af hende, medens hun prøvede skoene med de tynde lidt høje hæle. Hvor ville jeg gerne selv have et par med tynde høje hæle.
Hendes mor fik selvfølgelig sin vilje. Og først da fik jeg bestemt mig for hvilken sko, jeg syntes bedst om.

I skoletiden kom den tid, hvor “franske postkort” dukkede op – eller hvor vi blev interesserede i dem og syntes, at de var frække og spændende.
Ofte blev sådanne billeder diskret sendt rundt i klassen. Der blev fniset meget over billederne. De var nu ikke – set med nutidens øjne – særligt frække. Det var billeder af letpåklædte kvinder, som mere antydede end viste noget. Bh’er og trusser i sort, rødt og blåt med blonder, sorte nylonstrømper med et stykke med bart og så sko med høje hæle. Den sparsomme påklædning kunne næsten tage pusten fra os.
Vi fniste alle over billederne, men i mit indre ønskede jeg selv at være iført sådanne frække ting.

Da jeg blev nogle år ældre – vel omkring de fjorten, femten år var kvindemoden skøn. Den vekslede mellem glatte stramme nederdele og vide med strutskørter under, så nederdelen stod i et brus om pigerne. Og i ganske mange år var stilethæle på mode.

Tre “billeder” står særligt mejslet i min erindring.
Det ene var en søndag formiddag, hvor jeg så en af de store piger. Hun var nogle år ældre end jeg og vel omkring atten, nitten år. Hun spadserede hen af vejen, hvor jeg boede. Hun var iført en ensfarvet lyseblå kjole med strutskørter og lyseblå sko med tynde stilethæle. Uhh – hvor var hun lækker. Jeg fulgte hende med øjnene og nød med misundelse synet.
Det andet var en noget ældre kvinde – ja i mine drengeøjne. Hun har vel været omkring 30 år. Hun spadserede hen ad vejen i lange bukser og sko med høje stilethæle. Den gang var det ved at være almindeligt, at kvinder havde lange bukser på, men så sandelig ikke sammen med stilethæle. Jeg var næsten åndeløs og gik langsomt bag hende, til hun nåede hjem.
Det tredje billede var et, som gentog sig flere gange. I byens boghandel var ansat to unge kvinder. De var vel i sidste halvdel af tyverne. De var begge iført hvide skjortebluser og en sort glat nederdel og sko med stilethæle. Ofte stod jeg og kiggede på vinduesudstillingen i håb om at få et glimt af dem.

Hjemme holdt vi Familie Journalen. Det var i flere år mest tegneserierne, som jeg læste. Især “Willy på eventyr”. Men bladet blev efterhånden flittigt gennemgået, for her var det muligt at se billeder af den nyeste kvindemode.
Og så var der postordrekataloget fra Dahls Varehus. Det var enormt spændende. Der var der bh’er, korsetter, trusser, kjoler, nederdele, strømper og sko i massevis.
Ofte slog jeg også en tur rundt om byens manufakturforretninger og skoforretninger. I udstillingsvinduerne var der jo både bh’er, korsetter, kjoler, nederdele, handsker, hatte og sko. Mangen en gang har jeg studeret udstillingerne så nøje, at jeg i mit indre kunne genkalde mig dem – ja, jeg kan såmænd stadig se dem for mig.

Et par enkelte gange lykkedes det mig at blive helt omklædt.
Det skete jo, at familien var inviteret til aftenkaffe hos bekendte. Det var ikke vellidt, når jeg ikke tog med. Men det hændte, at jeg kunne undskylde mig med, at jeg havde mange skolelektier for, som jeg skulle have ordnet.
Ikke så snart var familien ude af døren, før jeg begyndte omklædningen. Hofteholder, strømper, en bh udfyldt med hver sin af mine sammenrullede strømper, en kjole og så min mors sko med ca. 10 cm. høje stilethæle. Til sidst et tørklæde om hovedet.

Med vore dages megen debat om muslimske kvinders brug af tørklæde, er det næsten nødvendigt at forklare dette med tørklædet lidt nærmere.
Tørklædet var alene et tilbehør til udendørs brug. Der var intet religiøst eller kulturelt endsige undertrykkende i det. Det var moden i mange år.
Tørklædet var et stort firkantet stykke stof, der blev foldet, så det blev trekantet, og det blev brugt til at holde frisuren på plads mod vind og for at varme lidt på ørene om vinteren. Det fandtes både i tykke uldne og lette tynde stoffer, ensfarvet, kulørt og mønstret.

Et par gange tog jeg mod til mig og gik ud. Spadserede et stykke ud af vejen og tilbage igen.
Hjertet dunkede i livet på mig. Og kom der en bil kørende, så var jeg lige ved at springe ned i vejgrøften. (Vi boede i udkanten af byen).
De gange, jeg vovede mig ud, havde jeg lavet noget, der med lidt god vilje kunne gøre det ud for en paryk. Jeg var jo som alle drenge dengang helt kortklippet.
På den tid var det højeste mode blandt kvinder, at håret var touperet, så det fyldte meget i højden.
I vores garage havde jeg fundet en pakke blår. Blår er fint lysblond hør, der bruges til at vikle om gevindet i samlinger på vandrør og har en længde på omkring en halv meter. Efter mange forsøg var det lykkedes mig at få lavet en “paryk”. Den var ikke særlig god, men havde lidt pandehår og fylde, så med et tørklæde på og i mørke, følte jeg, at det godt kunne gå.

En gang gav en særlig oplevelse. Jeg spadserede i venstres side af vejen med retning ud af byen. Bagfra kom en bil.
Jeg trippede af sted på de høje hæle og mærkede den lune sommervind smyge sig om mine nylonklædte ben. Det var livet.
Lyset fra billygterne kastede en lang skygge af mig selv foran mig. Jeg husker, at jeg så på skyggen. Det var tydeligvis en skygge af en pige.
Men bilen kørte ikke forbi. Den standsede næsten og kørte langsomt ved siden af mig. En mand hang med hoved og en del af overkroppen ud af sideruden. Og så spurgte han: “Vil du køre med?”
Hjertet dunkede livet på mig. Jeg turde ikke kigge på ham. Nøjedes med at skæve. Heldigvis ikke en mand, som jeg kendte.
Jeg rystede på hovedet, så lige frem og gik videre.
Han gentog sit spørgsmål, og jeg svarede “Nej, jeg vil ikke” med en stemme, som jeg håbede var tilstrækkelig “piget” til at han ikke ville bemærke noget. Nu var jeg jo omkring fjorten, femten år, så min stemme var jo ikke så mandlig endnu.
Heldigvis satte manden sig til rette i bilen og kørte videre.
Jeg vendte om og skyndte mig så hurtigt, jeg kunne i stiletterne, at komme hjem.
Det var godt nok en oplevelse.

De gange, jeg således bevægede mig udendørs, gik jeg ikke ret langt. Men en dag tog jeg min mors cykel og cyklede ind til centrum af byen. Op ad den ene gade og ned ad den anden. Uha da da – det var en oplevelse. Undervejs så jeg flere på fortovene, som jeg kendte, men ingen reagerede. Det gav mig mod. Jeg stoppede ved byens slikbutik og gik ind og købte et stykke chokolade. Indehaveren var en kvinde omkring de 60 år. Hun reagerede overhovedet ikke.

En dag havde jeg planlagt noget helt vildt. Jeg ville i biograf klædt som pige. Jeg var da omkring 16 – 17 år. Jeg havde købt en billet i forvejen og fået samlet tøj sammen lidt efter lidt. Min tanke var, at jeg ville sige, at jeg ville besøge en kammerat. I stedet ville jeg klæde om i vores garage og snige mig af sted.
Men, sådan kom det ikke til at gå. Vi fik uventet besøg af noget familie, så jeg blev presset til at blive hjemme.
Bagefter var jeg ikke så ked af det, for det var noget af et vovestykke og risikoen for at blive opdaget var nok overhængende. Var det sket, så var jeg blevet rent til grin i hele byen. Men det fortæller lidt om, hvor stor trangen var.

Da jeg var seksten år, var jeg på en uges ferie hos nogle bekendte i København.
Da jeg skulle hjem, havde jeg et par timer at slå ihjel, inden toget kørte. Jeg gik en tur ned ad Vesterbrogade og kom forbi en lingeriforretning. Længe stod jeg og kiggede på udstillingsvinduet, men pludselig stod jeg inde i forretningen og forklarede en venlig ekspeditrice, at jeg gerne ville købe et sæt bestående af en bh og en trusse i mørkeblåt til en veninde.
Uha – jeg kunne mærke rødmen. Især, da ekspeditricen begyndte at spørge om størrelse på trusserne og bh’en.
Om trusserne fik jeg forklaret, at hun var sådan lidt mindre om hofterne, end jeg selv, men vedrørende bh-størrelsen måtte jeg give fortabt. Jeg anede ikke mine levende råd. Det endte med, at jeg nøjedes med trusserne. Det var et par i kraftig elastik materiale, der gik op til lige over hofterne – nærmest en rollon med bund, og så havde den aftagelige strømpebånd.
Uhm de var lækre. Og de blev i den efterfølgende tid også brugt flittigt.

Dengang havde jeg ikke kendskab til, at der var noget, som hed transvestit eller transseksuel. Det var først mange år senere, jeg stiftede bekendtskab med disse begreber.

Lige fra jeg i mine unge år begyndte at få seksuelle fantasier, så jeg sædvanligvis i mit indre mig selv iført kvindeundertøj, nylonstrømper og sko med stilethæle. Fantasierne var i starten ikke særligt præcise. Det var mere seksuel ophidselse og onani uden at tænke nærmere over den seksuelle akt mellem mand og kvinde.

Så blev jeg indkaldt til militæret. Det blev samtidig skridtet, hvor jeg flyttede hjemmefra, for da militærtiden var overstået, slog jeg mig ned i København.

Lidt efter lidt fik jeg anskaffet noget tøj, strømper, trusser, bh’er, bluser og nederdele. Og så endelig et par sko. Det var i en skoforretning på Nørrebrogade. Jeg havde længe kigget efter sko, jeg kunne passe. Min skostørrelse var blevet 43/44, men alle damesko, jeg kiggede på var kun op til størrelse 40. Men dér fandt jeg et par med ca. 8 cm stilethæl i størrelse 41. De var helt af flettede remme, hvilket gjorde, at de ret let udvidede sig.

En dag fik jeg en henvendelse fra to ældre mennesker hjemmefra, som skulle besøge nogle bekendte lidt nord for København. De var aldeles ikke kendt i København og turde ikke vove sig ind i den københavnske trafik, så de spurgte, om jeg ville møde dem i Roskilde og køre bilen for dem resten af vejen, så kunne jeg beholde og bruge deres bil, indtil de skulle hjem igen. Det kunne jeg ikke sige nej til.
De blev hentet og kørt til deres bestemmelsessted, og jeg havde bil til rådighed.
Det åbnede nye muligheder, som mange nok kan nikke genkende til.
Delvis omklædning hjemme i lejligheden. Ned i bilen og af sted. Finde et lidt afsondret sted, hvor resten af omklædningen blev foretaget. Uha sikken en fornemmelse. Køre rundt i København som pige. Vidunderligt. Stoppe lidt hist og pist. Ud af bilen – gå lidt hen ad fortovet, men ikke længere, end jeg kunne når tilbage, hvis der kom andre på fortovet.

Men en aften havde jeg fået mod på mere. Igen af sted, afslutte omklædningen i bilen og så ind til byen. Det var eftersommer, sent på aftenen og mørkt. Bilen parkerede jeg på Store Kongensgade, et tørklæde over hovedet – uden min gamle “paryk”, den blev kasseret, da jeg flyttede hjemmefra. Tørklædet var dog stadig meget anvendt.
Jeg steg ud af bilen og trippede jeg ned til Kongens Nytorv. Rundt om hele Krinsen. Jeg mødte flere personer, men tilstræbte at holde nogen afstand, så jeg ikke passerede alt for tæt forbi dem.
Det var godt nok en oplevelse – og vidunderligt. Lige indtil jeg pludselig mødte to piger på sytten, atten år. Jeg havde ellers taget bestik af, hvor de gik og tilpasset min retning, så jeg ikke ville passere for tæt på dem. Men pludselig skiftede de fuldstændig retning. Det kom noget bag på mig, men der var ikke rigtigt noget at gøre. Vi passerede forbi hinanden med omkring en meters afstand. Og så stak de i høje fnis og nærmest skreg “Det er en mand”.
Havde det været muligt, var jeg fordampet til det rene ingen ting. Jeg mærkede rødmen og en voldsom ubehagelig varme prikke i hele kroppen. Kunne de dog blot lade være med at være så højrøstede.
Jeg prøvede at lade som ingen ting og trippede videre. Turde ikke engang vende mig om, men skyndte mig mod Store Kongensgade. Der skete ikke mere. Om andre bemærkede noget, ved jeg ikke. Men puh hvor havde jeg det skidt.
Så op ad Store Kongensgade mod den frelsende bil og sikkerheden inde i den. Men ak. Imod mig kom en enlig mand gående. Da der var en pause i strømmen af biler, gik jeg over på den anden side af gaden, men – nej, nej – det gjorde han også. Omgående gik jeg igen over gaden og puh ha – han blev på den anden side. Så var bilen i sigte. Det var godt nok dejligt at komme i sikkerhed.

Jeg turde ikke fortælle nogen af de piger, som jeg hen ad vejen traf og var sammen med, om mine inderste drømme om at være iført kvindetøj.
I løbet af de næste år indrykkede jeg et par annoncer i Weekend Sex, hvor jeg søgte bekendtskab med en pige, som ville acceptere, at jeg lejlighedsvis var iført kvindetøj.
Jeg fik flere svar, men kun et enkelt førte til mere. Det var en kvinde i trediverne og dermed en halv snes år ældre end mig. Det holdt i et lille halvt års tid.
Det var spændende. Hun var betydelig mere erfaren end jeg og havde ingen problemer med at acceptere min lyst til at være iført kvindetøj.
Hun hjalp mig med påklædning, lånte mig noget af sit eget og lagde makeup på mig. Det var første gang, jeg ud over lidt læbestift prøvede makeup.
Tiden sammen med hende var spændende.
Den gav mig mulighed for at være omklædt flere timer ad gangen og nogle gange en hel weekend. Jeg nød det og vore seksuelle udfoldelser var også spændende.

På det tidspunkt anede jeg stadigvæk så at sige intet om transvestisme og langt mindre om begreberne kønsidentitet og transseksualisme.
I Weekend Sex havde jeg set enkelte andre kontaktannoncer fra mænd, der kunne lide at klæde sig i kvindetøj, men egentlig viden havde jeg ikke. Men jeg blev dog klar over, at jeg ikke var den eneste, der havde et sådan.

Det var også omkring denne tid, at jeg fandt en antikvariatforretning på hjørnet af Gammel Mønt og Sværtegade i det indre København. Blandt udvalget var ganske mange amerikanske blade – dels pornografiske og dels fra forskellige foreninger. Heriblandt fandt og købte jeg en del fra nogle amerikanske transvestitforeninger. Desværre har jeg ikke bladene mere og erindre ikke, hvad de hed, eller hvilken forening, der havde udgivet dem.
Men i disse blade læste jeg første gang om begreberne transvestisme og transseksualisme.

Imidlertid blev jeg gift og fik børn.
Jeg forsøgte at tale med min kone om det, men når emnet forsigtigt blev bragt på bane, reagerede hun meget negativt, så det blev aldrig til seriøs snak om det.
Men – jeg blev som så mange andre også skilt og blev alenefar. Børnene blev voksne og flyttede hjemme fra.
Gennem disse år fik jeg så at sige ikke dyrket mit behov for at iføre mig kvindetøj.
Siden ca. 1995 har jeg været single. Det har givet mig mulighed for at udleve og udvikle min kvindelige identitet, så jeg i dag har en pæn garderobe, paryk og et par silikonebryster.

Kort efter, jeg var blevet enlig fik jeg min første pc og kom kort efter på internettet. Hurtigt fandt jeg kontaktannoncestederne. Den første var Ekstra Bladets Under Uret og derefter Scor. Senere også Forum, der senere kom til at hedde OfiR, Opasia og forskellige andre.
Jeg indrykkede en profil om, at jeg var en mand med lyst til at være iført kvindetøj og fik også et par kontakter.
Samtidig begyndte jeg også begyndt at chatte.
Så indrykkede jeg en profil, hvor jeg brugte et pigenavn (ikke Tina, det begyndte jeg først at bruge omkring 1996 – 1997) efterfulgt af “tv” for transvestit.
Det skulle jeg have gjort længe før. Det gav respons.
Også i chatten udviklede jeg mig. Jeg fandt ud af, at der var ganske mange andre transvestitter på chatten især Scor og Forum. Jeg chattede med rigtigt mange i større eller mindre omfang og har virkelig nydt det.
Med nogle af dem udviklede det sig til udveksling af e-mail, hvor vi fortalte om hinanden og om vores behov for at iføre os kvindetøj og mere eller mindre føle os som kvinder. Flere har jeg stadig kontakt til.

Grundet generthed ved at stå offentligt frem, men også på grund af mit arbejde, førte jeg meget lav profil og krævede streng diskretion, når jeg indgik bekendtskaber. Jeg har heller ikke været udsat for, at diskretionen er blevet brudt.

I juni måned 2000 fik jeg en invitation til at deltage i en sammenkomst for transvestitter. Det var Liselotte(tv) nu kendt som Qvickie, der inviterede. Det var en stor oplevelse og ganske afgjort en succes. Der deltog omkring ti transvestitter. De fleste ankom i deres mandlige identitet og klædte om på stedet, men enkelte ankom klædte som kvinder. Enkelte af dem, der var med, har jeg stadig kontakt til.
Det førte også ønsket med sig om endnu en sammenkomst. Den blev afholdt senere samme år af og hos Jackie(tv) ved Århus, og var lige så stor en succes.

Gennem internettet fik jeg også kendskab til hjemmesider tilhørende transvestitter og transseksuelle. Det var mest amerikanske sider, men der var nogle få danske.

Lidt efter lidt fik jeg lyst til selv at få en hjemmeside. Jeg havde ikke dybere tanker om, hvad den skulle indeholde.
Via chat havde jeg fået kontakt til flere transvestitter – herunder Lotte fra København og Natascha fra Nordsjælland.
Lotte er identisk med “Jens”, som jeg i 2007 var i Nørrebro Teater sammen med to gange, hvor vi så forestillingerne Hedwig and the Angry Inch og Kvindernes hævn. Min artikel om teaterturen til forestillingen Hedwig and the Angry Inch, og min artikel til forestillingen Kvindernes hævn.
Lotte havde kendskab til programmering, og sammen med hende blev den første spæde start til min hjemmeside lavet.
Natascha puslede også med tanken om at lave sig en hjemmeside. Derfor købte hun og jeg i efteråret 2000 domænenavnet www.tv-girls.dk i fællesskab og deltes om det således, at hendes hjemmeside fik adresse på www.tv-girls.dk/Natascha og min på www.tv-girls.dk/Tina. Den 3. december 2003 overtog jeg Nataschas halvdel og blev dermed eneindehaver af www.tv-girls.dk. Natascha har i dag trukket sig helt ud af miljøet.
Da jeg startede min hjemmeside, havde jeg ingen anelse om, at den skulle udvikle sig til, hvad en er i dag.
Der kan læses betydeligt mere om min hjemmeside i “fødselsdagsartiklerne“.

I de efterfølgende år blev min viden om kønsidentitet, transvestisme og transseksualisme væsentlig øget. Det udartede sig til lidt af en hobby for mig at finde informationer om disse ting og præsentere dem på min hjemmeside, ligesom jeg også selv har skrevet en del artikler.

I slutningen af 2001 og begyndelsen af 2002 var vi en del transvestitter og transseksuelle, der via postlisten Transgender DK, via chat, ICQ og e-mail drøftede forholdene for transpersoner i Danmark.
Gruppen fik på forslag af Annette Bjerre navnet Netstrømperne. Netstrømperne fik udarbejdet en Hensigtserklæring, et Program og et Spørgeskema, der blev besvaret af ganske mange.
Netstrømperne blev starten til Trans-Danmark, som jeg dermed var en af initiativtagerne og stifterne af.

Siden meldte jeg mig også ind i Transvestitforeningen i Danmark – TiD – og har deltaget i adskillige af begge foreningers arrangementer og været dirigent ved adskillige af deres generalforsamlinger.

Gennem årene har jeg deltaget i mange sammenkomster og mødt mange transpersoner.
Særlig husker jeg dog min tur til London sammen med Qvickie og hendes hustru Jeanette – også kendt som Sort Rose og turen til Amsterdam sammen med Pia Nielsen.

I dag er jeg afklaret om min kønsidentitet og i balance med mig selv. Jeg lever ikke fuldt i overensstemmelse med min kønsidentitet, men med den alder, jeg har opnået, ønsker jeg ikke at ændre væsentligt på mit liv. Derfor er min identitet som Tina Thranesen fortsat skjult for min familie og nære omgangskreds.
Ikke, at jeg er flov over, hvad jeg er, og hvad jeg har opnået gennem årene – egentlig tværtimod, men selv om jeg tror, at min familie vil udvise forståelse og accept, så er der trods alt en usikkerhed – jeg kan jo ikke med sikkerhed vide, hvordan de vil reagere. Derfor får det lov til at fortsætte, som det er nu – og det er egentlig ikke så galt.

Senest ajourført den 14. januar 2008. Tina Thranesen.