| Kristian Lindberg er Berlingskes filmredaktør. Artiklen bringes med tilladelse fra Kristian Lindberg og blev oprindeligt bragt den 4. februar 2016 i Berlingske. |
Af Kristian Lindberg den 4. februar 2016.
»Transkønnethed handler om mere end genitalier«
Den biografaktuelle film “Den Danske Pige” hævder at vise sympati for de transkønnede, men ifølge transgender-forskeren Tobias Raun er filmen ikke anderledes end tidligere spillefilm, der beskriver transkvinder udefra – som tragiske skæbner og som en trussel for de ikke-transkønnede. Berlingskes filmredaktør Kristian Lindberg får afprøvet sin opfattelse af køn.
Det er nydelige billeder, der bruges i “Den Danske pige“, den biografaktuelle spillefilm, der handler om den danske landskabsmaler Einar Wegener, bedre kendt som Lili Elbe, som i 1931 blev en af de første transpersoner, der kirurgisk skiftede køn.
Datidens København fremstår som en kultiveret hovedstad med ballet og malerkunst, hvor Einars hustru, Gerda Wegener, får succes med at male sin mand i kvindetøj, det tøj, der i filmen portrætteres som det, der gradvist fører til Einars erkendelse af sin indre, sande natur som kvinde.
Einar optræder mere og mere i rollen som Lili for til slut at få sin kønsskifteoperation, og filmen slutter med en efterskrift, hvor Lili Elbe hyldes som en pionér for verdens transkønnede.
Ifølge den danske kønsforsker fra Roskilde Universitetscenter, Tobias Raun, er “Den Danske Pige” dog ikke et pionérarbejde, hvad angår en større forståelse for transkønnede. Tværtimod er filmen i hans øjne endnu et nedslående eksempel på, hvor svært mainstreamkulturen har det med at lave portrætter af transkønnede, der ikke blot skal bekræfte majoritetens fordomme.
Som filmanmelder har jeg indimellem overvejet, hvordan kønslige minoriteter selv forholder sig til såvel negative og som positive fremstillinger i Hollywood-film, og ifølge Tobias Raun er det snarere reglen end undtagelsen, at spillefilm om transkønnede går galt i byen, når de prøver at være mest fordomsfri.
Transkønnede som en andethed
Hvorfor er der så mange film om transkønnede – Google lister 70 spillefilm og 60 Tv-serier, der helt eller delvist handler om transkønnede?
“Transkønnede er for mange en grænsefigur, der både fascinerer og skræmmer. Der er en lang tradition indenfor film for at skildre identitetstransformationer af forskellig art, og her virker kønstransition for mange som den ultimate forandring.
Men samtidig portrætteres den transkønnede ofte sådan, at man bekræfter, at kønnet netop ikke helt står til at forandre. Det anderledes – og ikke mindst det visuelt anderledes – er også noget, film dyrker, og her bliver de transkønnede ofte en form for andethed.”
Hvilken fejl laver Hollywood altid i film om transkønnede personer?
“Fejl er måske et drastisk ord, men skal man sammenfatte de mange, meget forskellige film, så er det mest påfaldende, at den person som publikum skal identificere sig med, aldrig er den transkønnede person.
Desuden gør kvindetøj, smykker og make-up sig bare bedre filmisk som del af en transformationsproces. Og transitionen, altså rejsen fra det ene køn til det andet, er altid det, der dvæles ved, når transkønnede optræder i film. Transkønnede på film er sjældent nogen, der bare hviler i sig selv og deres kønslige udtryk. De portrætteres ofte i smerte – og på en kønsrejse.”
Portrætteres udefra
“The Crying Game” (1992), “Transamerica” (2005) og “Den Danske Pige” (2015) – tre film, der i hvert sit årti skildrer transkønnede karakterer. Ser du en udvikling i de tre film, hvad angår den skildring?
“The Crying Game rummer for så vidt et sympatiserende portræt af transkvinden, Dil, men det er ikke desto mindre en film, der følger en tvivlsom filmtradition med at skildre transkønnede som “fordækte”.
Da vi ser transkvindens mandlige genitalier, er det konstrueret som en afsløringsscene. Denne scene er central for hele filmens handling, og der ledes op til den som en chokscene, og dermed understreges skildringen af den transkønnede som en “ulv i fåreklæder”.
Det var en scene, man snakkede meget om i 1990erne…
“Ja, det skyldtes, at de fleste blev overrasket og chokeret på samme måde som filmens hovedperson. Men filmen skal have ros for at vise en transperson, der tilsyneladende ikke vil lave om på sig selv. Hvor det ikke handler om de operationer, hun vil have. Men også her ser vi kun den transkønnede udefra, gennem hovedpersonen blik.”
“Det er slående, at selv om “Den Danske Pige” giver sig ud for at handle om transkvinden Lili Elbe, så er det reelt hendes hustru Gerda Wegener, som publikum skal identificere sig med.
I begge film er det en anden, der betragter transkvinden udefra. Forskellen er, at “Den Danske Pige” handler om Lili Elbes kamp for at skifte køn, og hendes hustrus kvaler med at acceptere det skifte, mens kampen i “The Crying Game” udelukkende udspiller sig inde i IRA-manden, der skal finde ud af, om han fortsat kan have en relation til transkvinden.
Det spørgsmål afklares delvist, da de fortsætter med at have en relation til hinanden, hvorimod Lilis transition i “The Danish Girl” fremstilles som en trussel, og som noget, der ødelægger ægteskabet.”
Overhovedet ikke solidarisk
“Den Danske Pige” ligner stedvist næsten en horrorfilm. Hver gang Einar nærmer sig sin kvindelige identitet ved for eksempel at tage en damesko på, hører man ildevarslende gyserfilmsvioliner…?
“Ja, og det skyldes netop, at det er Lilis hustru Gerda Wegeners blik, filmen adopterer, men i forhold til virkelighedens Gerda på en meget forsimplet måde. Virkelighedens Gerda Wegener lavede utallige malerier og tegninger af lesbiske og kønsambivalente par, og ikke mindst mange malerier af Lili Elbe, der afslører et udsyn og et blik for kønslige og seksuelle tvetydigheder.
Filmen kunne have udforsket dette komplekse forhold mellem maleren Gerda og modellen Lili meget mere, og de lesbiske antydninger som deres relation med al sandsynlighed også har haft.
Men i stedet vælger filmen ensporet at skildre Gerdas rene gru ved, at Lili optræder mere og mere som kvinde. Vi får en entydig fortælling om tabet af en mand, men i forhold til den historiske virkelighed er det tvivlsomt, om Gerda kun har været til mænd og om deres relation har været entydigt heteroseksuel.”
Så når filmen postulerer at være solidarisk med transkønnede, og at den skulle skildre Einar/Lili som en pionér for transkønnede, er det en hul påstand?
“Den er overhovedet ikke solidarisk, nej. I det hele taget repræsenterer de tre film, der over tredive år præsenterer tre forskellige billeder af transkvinder, slet ikke nogen udvikling mod et mere nuanceret billede. I alle tre tilfælde er den transkønnede noget, der holdes ud i strakt arm foran det “normale” publikums blik.
I tilfældet “Transamerica” er der i en henseende dog sket en form for udvikling. Tidligere var transkvinder hyppigt et komisk element i film, hvor man typisk brugte meget store mænd i kvindetøj, som for eksempel i “Hotel New Hampshire”. Men i “Transamerica” griner man for første gang med transkvinden og ikke ad hende. Man griner af Brees forstokkede forældre, og har sympati for hende.
Til gengæld er Bree en helt afseksualiseret karakter, og det aseksuelle bliver et greb, der skal forhindre, at vi som publikum skal føle os ukomfortable ved hendes seksuelle udstråling og ageren. Vi bliver dermed ikke sat i en situation, hvor vi skal forhandle med os selv om det begær, som en mere seksualiseret karakter kunne have vakt.”
Der dvæles ved operationen
“Transamerica” har vel det til fælles med “Den Danske Pige“, at det er en meget lidelsesfuld transition for hovedkarakteren?
“Ja, og i det hele taget er fokus i begge film uddelukkende på transitionen, altså rejsen fra det ene til det andet køn, hvor endemålet er kønsskifteoperationen. Det er det, der dvæles ved, som om operationer er alt, hvad transkønnethed handler om. Generelt er der uforholdsmæssigt mange genitalier med i film om transkønnede.
Vi skal altid se pikken i film, der handler om transkvinder, hvilket kun for ganske nylig er ved at blive mere almindeligt i film om ikke-transkønnede, som i “Shame”. Men transkønnethed handler om mere end genitalier. Der er mange flere og meget mere komplekse problemstillinger forbundet med at blive genkendelig som mand/kvinde.
Jeg kommer til at tænke på de ganske mange film fra tidligere tider, hvor homoseksuelle altid skildres som så ulykkelige, at de ender med at begå selvmord.
“Den Danske Pige” skyder sig lige præcis ind i den sørgelige Hollywood-tradition. Selvfølgelig døde Lili Elbe også i virkeligheden, men da det nu engang er film, vi snakker om, kunne man have skåret den del af historien på 100 andre måder end den dybt tragiske. Man kunne have lavet en film, der betonede det frirum, som Lili Elbe opnår i kunstens rum som kvindelig model for Gerda, men i stedet er hele filmen en rejse ind i et mørkt sted, hvor døden venter,” siger Tobias Raun.
Publikum undervurderes
Men er det ikke ganske forventeligt, at Hollywoods film fokuserer på de transkønnedes kampe og konflikter, snarere end bruge de transkønnedes eget blik for så at sige at normalisere deres tilstand? For gør man det sidste, fjerner man også dramaet i historien?
“Ja, det er netop det argument som altid bruges, når Hollywood vil forklare, hvorfor man igen gør, som man altid har gjort. Men se så på de nye TV-serier, der indeholder stærke transkønnede karakterer, såsom “Transparent” og “Orange Is The New Black”.
Sidstnævnte serie om et kvindefængsel er en af de første TV-serier, der rent faktisk bruger en virkelig transkvinde til at spille en transkvinde, nemlig den Emmy-nominerede Laverne Cox.
Og kvinderne er netop ikke skildret på majoritetens præmisser som “lækre lesbiske“, der skal tilfredsstille et heteroseksuelt mandligt blik – de er i alle størrelser og former, og der er flere meget maskuline kvinder. Den serie har fået enorm omtale og stor seerudbredelse.”
Så en autentisk fremstilling af transkønnede behøver ikke stå i vejen for mainstream-udbredelse?
“Nej. Man undervurderer, hvad publikum vil have – som i “Den Danske Pige” trods alle dens gode intentioner. De mange seere til “Orange Is The New Black” tyder på, at folk er interesserede i at få nogle nye synsvinkler ind.”
»Den Danske Pige« havde premiere i danske biografer i går.