Er transkvinder kvinder?
Har Dansk Kvindesamfund en transpolitik?
transkvinder, altså kvinder som er født som mænd, men lever som kvinder, eventuelt ved hjælp af kønskorrigerende kirurgi og/eller hormonbehandling, klædedragt og social kønning, udgør en forsvindende lille del af Danmarks befolkning. Man kunne således hævde, at Dansk Kvindesamfund har rigeligt at se til ved at fokusere på den store majoritet af danske biokvinder (altså kvinder, der er født med kvindekroppe). Hvorfor bør foreningen så have en transpolitik?
Det bør den af flere grunde, både ideologiske og historiske. Historisk fordi forholdet mellem transseksualitet, transkøn og feminisme mildest talt har været konfliktuelt og problematisk. Ligesom homopolitikken i høj grad har haft problemer med at medtænke og inkludere transkønnet – T’et i LGTBQ-bevægelsen ikke kommet til uden intense interne kampe – således har transkvinder været et smertepunkt for feministiske fraktioner, måske især lesbisk-feministiske bevægelser. Det er ikke for meget at sige, at transkvindens krop har været en ideologisk slagmark.
Transkvinder er blevet beskyldt for at skabe splid mellem kvinder, men som transteoretikeren Sandy Stone anfører, peger transkvinden måske snarere på interne splittelser i selve kategorien “kvinde”. Spørgsmålet “Hvad er en kvinde?” er ganske enkelt blevet vanskeligere at svare på i en post-humanistisk tidsalder med plastikkirurgi, avancerede hormonbehandlinger, internet og kropsmodificeringsmuligheder.
Feminismen har groft sagt reageret på disse udfordringer på to modsatte måder. Den ene har dyrket forestilllingen om essentiel kvindelighed og kvinders, det vil sige biokvinders, særlige (eventuelt kropsbaserede) egenskaber. Det har givet sig udslag I forestillinger om et særligt kvindesprog, en særlig kvindeskrift, en særlig kvindeøkologi og i visse tilfælde en særlig kvindelig spiritualitet.
Biologen Donna Haraway er under slagordet: “Hellere kyborg end gudinde” gået en anden retning. Hun kæmper for en ikke-teknologi-forskrækket feministisk appropriering af patriarkalsk know-how og for opfindelsen af nye figurer som “kyborgen”, en neologisme skabt ud fra “kybernigetisk organisme”. “Kyborgen” er en uren mutant med subversive potentialer, en konstruktion, der overskrider traditionelle modsætninger mellem dyr og mennesker og mennesker og maskiner.
Transkvinden kunne være et eksempel på en sådan figuration.
Nu behøver man selvfølgelig ikke abonnere på kyborg-feminisme for at have en transpolitik. Men problemet er, at Dansk Kvindesamfund i maj i fjor til den store prostitutionskonference “Grosse Freiheit” i regi af “8. Marts Forbundet” inviterede to transfobiske hovedtalere: Den britiske journalist Julie Bindel og den amerikanske professor Janice Raymond – på trods af danske transaktivisters protester. Bindel undskyldte sin respektløse journalistik om transkønnede, men Raymond står fast på sin fundamentale kritik af transkvinder, som hun udformede i sin afhandling fra 1979, The Transgender Empire. The Making of the She-Male, en usædvanlig pamflet, der nærmest har karakter af en bandbulle mod transkvinder, heriblandt en række navngivne personer som Sandy Stone.
Raymonds feministiske og paranoide hovedtese er her, at transkvinder er patriarkatets modsvar mod en række stadigt stærkere kvindesammenhænge, der kan udgøre en trussel mod mandeherredømmet. Det opfinder ved hjælp af patriarkalsk teknologi en række pseudokvinderobotter til at infiltrere disse grupperinger, en række hyperkonventionelle “kvinder”, der fungerer som patriarkatets forlængede arm (eller et andet lem ) eller femte-kolonne spioner, ulve i fåreklæder. Transmænd (altså mænd, der er født i kvindekroppe) er ifølge Raymond blot sørgelige, hjernevaskede kvinder, og legemliggørelser af falsk bevidsthed.
Raymonds bog har haft alvorlige skadevirkninger for den i forvejen sårbare og stigmatiserede gruppe af transkvinder, men i al sin uhyrlighed har den har også haft den positive virkning, at den har givet anledning til fødslen af en helt ny akademisk disciplin, nemlig transstudier (“transgender studies”). Denne startede med transteoretikeren Sandy Stones nu klassiske essay, der allerede i sin titel bringer hilsener til Raymonds bog: “The Empire strikes back. A posttranssexual Manifesto”.
Her plæderer Stone for, at transpersoner skal omfavne den historie, som deres kirurgi ellers er prædestineret til at eliminere, nemlig fortiden som et andet køn. Den “transseksuelle” er en identitet, hvis succeskriterium er usynliggørelsen af den kønnede forhistorie. Stones “transkønnede” eller “posttransseksuelle” person er imidlertid en politisk legemliggørelse af det dynamiske spil mellem identitet, teknologi og køn, som alle i dag er et produkt af – i større eller mindre grad. Den transkønnede repræsenterer I særlig grad den afnaturliggørelse af kønnet eller kønningen, som er et grundvilkår for os allesammen i dag.
Det bliver interessant at se, om Dansk Kvindesamfund kan indgå i produktive og givende dialoger med samtidens udfordringer omkring køn og identitet, eller om de stivner som transfobiske koldkrigskæmpere med essentialiserede og naturaliserede opfattelser af “kvinder” og “mænd”.
Litteratur:
Haraway, Donna: “A Cyborg Manifesto”; in: Simians, Cyborgs and Women; New York
Raymond, Janice: The Transgender Empire. The Making of the She-Male” Boston: 1979
Stone, Sandy: “The Empire strikes back. A posttranssexual Manifesto”
* * *
Dag Heede
Hvem er jeg? 50-årig litterat, kønsforsker, queerteoretiker, transteoretiker, prosex-feminist, lektor, forfatter p.t. på forskningsophold i Florida, USA. Hvorfor blogger jeg? Fordi jeg er blevet inviteret til det af Dansk Kvindesamfund; fordi jeg gerne vil kvalificere og afprovinsialisere seksualitetsdebatten i Danmark; og fordi, jeg er rystet over, at Dansk Kvindesamfund inviterede den notoriske transhader Janice Raymond til sin prostitutionskonference i fjor. Hvad skriver jeg om? Mænd i feminisme, seksualitet i feminisme, kritik af sexkøbs-kampagner og nypuritanisme samt velfærdsstatens diverse reguleringer og disciplineringer af lyst og begær. Kritik af patriarkat og heteronormativitet samt visse former for feminisme.
* * *
Artiklen bragt den 20. juni 2013 i Dansk Kvindesamfunds blog F-frekvensen.
Dag Heede har venligst givet tilladelse til, at artiklen bringes her i Vidensbanken om kønsidentitet.
Tina Thranesen.