Kronik om transforhold i Danmark.
Som sekretær for trans-danmark.dk formulerede jeg en kronik i anledning af, at det den 12. februar 2003 var 50 år siden, at Christine Jorgensen rejste hjem til USA efter at have gennemført kønsskifteoperation på Rigshospitalet.
Kronikken blev i formandens navn sendt først til Berlingske Tidende og derefter til Jyllands Posten, der begge imidlertid afviste at bringe den, selv om de fandt den relevant.
Imidlertid synes jeg, at kronikken skal komme til andres kendskab, hvorfor den bringes herunder.
Tina Thranesen.
* * *
Transforhold i Danmark
Af Tina Thranesen den 12. februar 2003.
Christine Jorgensen gjorde Rigshospitalet verdensberømt, men Rigshospitalet og Civilretsdirektoratet sover “Tornerosesøvn”.
En ung amerikaner rejste for 50 år siden hjem til USA efter et ophold på ca. halvandet år i Danmark.
I sig selv ikke noget specielt – og alligevel. Denne unge amerikaner var en meget speciel person.
Det var Christine Jorgensen.
Den 12. februar 1953 rejste hun hjem til USA. Hendes ophold i Danmark havde gjort hende verdensberømt og hele verdenspressen modtog hende, da hun ankom til New York.
Den 1. december 1952 altså to en halv måned forinden havde Daily News i New York ryddet avisens forside og bragte sensationen om en ung amerikansk mands kønsskifte med overskriften “Ex-GI becomes blonde beauty Operations transforms young Bronx youth”.
Den unge amerikanske mand var Christine Jorgensen, der var født som George William Jorgensen Jr. i Bronx, New York den 30. maj 1926 og altså 26 år på det tidspunkt.
Kønsskifteoperationen fandt sted i her i Danmark, på Rigshospitalet i København.
Den betragtes stadig som en af de første kønsskifteoperationer i verden og er uden sidestykke den mest omtalte.
Verdenspressen flokkedes om Christine Jorgensen hele hendes liv – gennem hele hendes liv. Utallige er de artikler og billeder, som blev bragt af hende. Flere bøger er skrevet om hende herunder hendes selvbiografi “Christine Jorgensen: A Personal Autobiography“, der udkom i 1967. Den dannede grundlag for filmen “The Christine Jorgensen Story“, der havde premiere i 1970.
Christine Jorgensen døde den 3. maj 1989.
For halvtreds år siden var det en verdenssensation, at der blev foretaget en kønsskifteoperation. Det gjorde derfor også Rigshospitalet verdensberømt og medførte, at Rigshospitalet fik mange henvendelser fra udenlandske mænd, der ønskede at få foretaget kønsskifteoperation på Rigshospitalet i Danmark.
For halvtreds år siden fandtes der ingen lovgivning i Danmark om kønsskifteoperation. Men da en sådan operation medfører fjernelse af de kønsspecifikke kønsorganer krævede det Justitsministeriets tilladelse, da der teknisk set var tale om en kastration.
De mange henvendelser fra udlandet medførte, at loven om kastration i 1953 blev ændret, således at kun danske statsborgere kunne få foretaget kastration og dermed en kønsskifteoperation her i landet.
Denne lovændring vil jeg betragte som yderst uheldig, da den har medført mange uheldige forhold.
Havde Rigshospitalet fået lov til at foretage flere kønsskifteoperationer, så havde Rigshospitalet i dag sandsynligvis været førende på området, hvilket ville have medført international status, en omfattende forskning og stor valutaindtjening.
I dag er det Thailand, der er førende. Der findes flere hospitaler, der er højt specialicerede med store forskningsteam af højeste standard. På flere af disse hospitaler er der gennemført adskillige tusinde kønsskifteoperationer. Operationerne er dyre. Det koster mellem 35.000 og 100.000 kr. afhængig af omfanget. Men på trods af prisen er søgningen meget stor. Der er også flere her fra Danmark, som har fået foretaget deres kønsskifteoperation i Thailand.
Alt det gik Danmark glip af med en lovændring i 1953.
Men – og det er faktisk værre. Rigshospitalet udviklede sig på dette område i en helt forkert retning.
På Rigshospitalet blev oprettet en afdeling “Sexologisk Klinik“, som fik et bredt spekter af opgaver omkring seksualitet og kønssygdomme.
En af opgaverne var “behandling” af personer, som havde ønske om at få foretaget en kønsskifteoperation.
Dermed havde “systemet” gjort dette til et seksuelt problem.
Hvor mange, der konsulterer Sexologisk Klinik med henblik på at få foretaget en kønsskifteoperation er svært at få oplyst.
Foreningen trans-danmark.dk, der er en forening med det formål at forbedre forholdene for transvestitter og transseksuelle, har som så mange andre spurgt, men ikke fået noget svar.
Det antages dog, at der mere eller mindre konstant er op mod et par hundrede personer om året, som konsulterer klinikken, og at kun omkring fem til ti årligt får tilladelse til og får gennemført en kønsskifteoperation.
Endnu værre er det faktisk, at mange får den opfattelse på Sexologisk Klinik, at de anser det som deres vigtigste opgave at få overbevist deres “patienter” om, at de vil være bedst tjent med ikke at få foretaget kønsskifteoperationen. Der er derfor en udbredt utilfredshed med Sexologisk Klinik.
Anstændigvis skal jeg dog nævne, at der også findes transseksuelle, der er meget tilfredse med Sexologisk Klinik.
I dag halvtreds år senere er det stadig kastrationsloven, som danner grundlag for, om en person kan få tilladelse til at få udført en kønsskifteoperation her i landet.
Det kræver Justitsministeriest tilladelse at få foretaget en kønsskifteoperationen. I Justitsministeriet er kompetencen udlagt til Civilretsdirektoratet.
En transseksuel person skal derfor ansøge Civilretsdirektoratet om tilladelse til kønsskifteoperation. Inden Civilretsdirektoratet træffer afgørelse forlanger de en indstilling fra Sexologisk Klinik på Rigshospitalet.
Den transseksuelle indleder derfor en “behandling” på Sexologisk Klinik. Det foregår med samtaler af en times varighed en gang om måneden eventuelt suppleret med psykologisk test, almen helbredsundersøgelse, gynækologisk undersøgelse m.v.
Denne behandling har primært til formål at afgøre, om personen er transseksuel, om personen dybest set virkelig ønsker kønsskifteoperationen og en vurdering af, om det vil være bedst for personen at få foretaget operationen eller ej.
Undervejs i forløbet skal den transseksuelle gennemføre en såkaldt “Real Life Test“. Den består i, at personen i sin dagligdag skal leve så tæt om overhovedet muligt som det køn, den pågældende ønsker at skifte til. Både med hensyn til påklædning som øvrig adfærd.
Under “Real Life Test” skal den transseksuelle altså leve som det køn, den pågældende ønsker at leve som i fremtiden. Men den pågældende kan ikke under testen få udstedt legitimationspapirer, der svarer fuldt ud til den pågældendes udseende.
Civilretsdirektoratet har efter pres indført en midlertidig ordning hvorefter transseksuelle, der er under behandling på Sexologisk Klinik med henblik på eventuel kønsskifteoperation kan få tilladelse til at anvende det ønskede fornavn. En mand, der ønsker kønsskifte til kvinde kan altså få lov til officielt at anvende sit ønskede pigenavn. Men personnummeret kan ikke ændres. Det vil stadig være med ulige endetal.
Det vil sige, at en mand, der ønsker kønsskifte til kvinde stadig må legitimere sig med kørekort, sygesikringsbevis, pas o.s.v. med ulige personnummer.
Det må være indlysende for alle, at det er en unødig ydmygende situation at sætte den pågældende i og samtidig er medvirkende til at gøre “Real Life Test” unødig vanskelig.
Dette forløb varer typisk to til tre år, hvorefter Sexologisk Klinik kommer med sin indstilling om, hvorvidt de kan støtte personens ønske om en kønsskifteoperation eller ej.
Støtter Sexologisk Klinik ønsket, forelægger Civilretsdirektoratet sagen for Retslægerådet.
Når Retslærådets udtalelse foreligger, træffer Civilretsdirektoratet sin afgørelse.
Gives tilladelsen foretaget kønsskifteoperationen på Rigshospitalet.
Herefter kan den kønsskifteopererede få tilladelse til navneskift og få udstedt legitimationspapirer med sit nye navn og et personnummer med et endetal, som svarer til den pågældendes nye køn.
Hele dette forløb er ikke undergivet nogen lovgivning. Det er udelukkende reguleret i administrative bestemmelser og de rutiner og fortolkninger af navnelov og lov om personnumre, som embedsmænd har foretaget gennem årene.
Og endnu værre er det, at et afslag ikke kan indbringes for en højere myndighed. Det er en yderst betænkelig retssikkerhedstilstand. Det er almen praksis her i landet, at en offentlig myndigheds afgørelse kan påklages til en højere myndighed. Men det er altså ikke tilfældet for transseksuelle, der får afslag på ønsket om kønsskifteoperation.
Dette forhold får nogle til at søge til udlandet for at få foretaget kønsskifteoperationen – typisk i Thailand.
Der er ikke noget ulovligt i at rejse til udlandet og få foretaget kønsskifteoperationen.
Når den pågældende kommer hjem efter operationen er det en formsag at få ændret sin civilretslige status – altså få udstedt nye legitimationspapirer med det valgte navn og et personnummer svarende til det nye køn.
Ansøgningen indgives til Civilretsdirektoratet. Ansøgeren indkaldes til en undersøgelse på Sexologisk Klinik, hvor det skal bekræftes, at operationen er gennemført. Derefter udstedes nye legitimationspapirer.
Nu halvtreds år efter at Christine Jorgensen fik foretaget sin kønsskifteoperation og gjorde Rigshospitalet verdensberømt, må det være på tide at vågne op af “Tornerosesøvnen” og få ændret lovgivningen således, at der laves en lov specielt om kønsskifte, og at den øvrige lovgivning så som navneloven og cpr loven justeres i overensstemmelse hermed.