At være frue i eget hus. Charlotte von Mahlsdorfs dramatisk udramatiske trans-memoirer. Af Dag Heede.

Af Dag Heede
Charlotte von Mahlsdorf (1928-2002), født Lothar Berfelde i Berlinerforstaden Mahlsdorf, er et usædvanligt homo– og trans-ikon. Hendes (hans)[1] dramatiske liv blev for en snes år siden gengivet i to medier, der har været afgørende for denne status, som hun selv på ingen måde aktivt har efterstræbt;[2] den tyske homoaktivist Rosa von Praunheim indspillede i 1992 filmen Ich bin meine eigene Frau, en vellykket blanding af dokumentar- og spillefllm med von Mahlsdorf som dominerende figur og fortæller; og den tyske forfatter Peter Süß udgav samme år hendes selvbiografi med samme titel.[3]

Filmen fik international succes, ligesom biografien hurtig blev oversat til engelsk. Hvor filmen i høj grad fokuserer på von Mahlsdorfs liv som transvestit og homoseksuel i Det Tredje Rige og under DDR-diktaturet, og hvordan hun overlever både nazi og stasi, er det andre temaer, der dominerer hendes egen tekst. I både bog og film er det dog von Mahlsdorfs spektakulære “almindelighed” og lakoniske, ligefremme fortællestil, der fascinerer.

Den markant uflamboyante heltinde er alt andet end diva eller drama queen, men hendes persona brænder stærkt igennem ved sin underspillede stil. I filmen fremstår den dengang 63-årige transkvinde som en venlig, hvidhåret, lidt grå, usminket morlille, der jordnært og ·pædagogisk på et langsomt, næsten overtydeligt berlinertysk beretter om ganske dramatiske begivenheder.[4]

Ulig hovedparten af trans-memoirer – og samtidige homo-memoirer og spring-ud-historier for den sags skyld – er smerte, forkerthedsfølelse, tvivl, kriser og splittelse næsten fraværende i denne biografi, der dog heller ikke kan betegnes som idylliserende.[5] Vrede og anklager er absolut til stede, men det er ikke de transvestitiske og seksuelle udfordringer, der præger beretningen om hendes bevægede liv.

Hvor von Praunheims film som nævnt især fokuserer på seksualitet og køn, er memoirerne anderledes. Tekstens begær er slet ikke mænd eller dametøj, men arkitektur og møbler. Charlotte von Mahlsdorfs store og livslange kærlighed er Gründertiden: “Museum, Möbel, Männer” (s. 153) er de vigtige faktorer i hendes liv – i denne rækkefølge!: “Wenn ich heute ein neues Vertikow[6] bekäme, könnten zehn willige Männer auf meiner Freitreppe rumturmen – ich würde sie nach Hause schicken. “Kinder, kommt morgen wieder, heute habe ich keine Zeit”, würde ich ihnen zurufen, “denn ich muß meinen neuen Schatz wienern und dann ein schones Plätzchen für ihn finden”” (s. 194-5). At springe ud af skabet er ikke Lottchens problem, men derimod at beslutte sig for, hvor det skal stå.[7]

Af en transvestitbiografi at være spiller dametøj også en forbavsende lille rolle. von Mahlsdorf elsker at gøre rent og støve af, og hun går for det meste klædt som tjenestepige: “Ich schminke mich nie, färbe meine Haare nicht, und mit auffälligem Schmuck sollen sich andere behängen. So wie ich hin, hin ich eben. Meistens trage ich Schürze und Kopftuch und bin zufrieden als Hausmagd” (s. 191). Vi er meget langt fra tiarasmykkede drag queens med tommetyk makeup, fjerboaer og pailletter. “Lottchen”, som hun kaldes blandt venner, klædte sig pænt på ved festlige lejligheder, men gik til daglig med nederdel og tørklæde. Hendes stolthed er to folkedragtnederdele, som hendes lesbiske medbeboere forærede hende til hendes 63 års fødselsdag, og en håndsyet damefrakke, som hænger i hendes nøddetræsskab (s. 192).

Fra Lothar til Lottchen
von Mahlsdorfs barndom og ungdom i Berlin er beskrevet i sort/hvide-termer. Den elskede moder, grandonklen, en old school gentleman, og tanten, der er godsbestyrer i Østprøjsen, er alle fremstillet som elskelige og kærlige mennesker, der lader tøsedrengen om at pleje sine pigede interesser, især yndlingsbeskæftigelsen: at tørre støv af.

Den bredskuldrede og smalhoftede tante bliver en slags – omvendt – rollemodel for pigedrengen, for hun er lesbisk og går i mandetøj. I hendes bogreol finder Lothar et signeret eksemplar af den tyske sexolog Magnus Hirschfelds[8] bog, Die Transvestiten, der bliver en øjenåbner for ham. Han er altså ikke alene i verden. Da tanten senere overrasker ham i dametøj, gør hun – med klirrende sporer! – sagen krystalklar for ham: “”Weißt du, mit uns beiden hat die Natur sich einen Scherz erlaubt. Du hättest ein Mädehen werden mässen und ich ein Mann.” Dann trat sie mit ihren Stiefeln kräftig auf, die Sporen klirrten, und ciamit war alles erledigt” (s. 51). Lothar er blevet til Lottchen.

At “springe ud” er helt unødvendigt for den feminine dreng, for hvem homo- og transvestitidentiteten fremstår som uafvendelig skæbne: “Ich hatte ein Coming out nie nötig. Ich habe mir nie einen Kopf gemacht über meine Existenz. Alles war selbstverstandlich. “Ich kann doch gar nicht anclers sein”, wußte ich, selbst als mich die Schulbengels eine “rotblonde Zicke” nannten undmirdie Spange aus dem Haar rillen” (s. 191). Tanten er også forstående, da nevøen kaster sig ud i erotiske drengelege, og hun køber ham hans første kjole. En pragtfuld scene beskriver, hvordan de to promenerer rundt i Berlin i henholdsvis herre- og pigetøj “som en bedstefader og hans barnebarn”. Denne tante, hvis kæreste blev “hentet” af nazisternes eutanasiprogram, blev senere en vigtig politisk forhandler mellem de polske frihedskæmpere og den polske eksilregering i London. Da hendes gods bliver raseret under krigen, redder von Mahlsdorf flere af kunstgenstandene, der bliver en grundstamme i det Griindertidsmuseum, hun senere grundlægger i sit eget barndomshjem og vier sit liv til.

Krig på hjemmefronten
Uhyret i familien er den voldelige og sadistiske fader, der tidligt bliver nazist, og som terroriserer familie og omgivelser, ikke mindst den ældste søn, som han forgæves forsøger at gøre til et mandfolk med klassisk prøjsiske opdragelsesmetoder og blandt andet tvinger ind i Hitlerjugend. Moderen søger forgæves skilsmisse, men frygter med rette for sit og sine børns liv. Ved krigens slutning flygter hun med Lothar og de to yngre søskende til tanten i Østprøjsen, men faderen henter den ældste søn hjem til Mahlsdorf. Dramaet tilspidses, og for at redde sin moder og sine små søskende ender Lottchen i januar 1944 med at myrde sin fader med en kagerulle(!). Hans revolver tør hun ikke anvende.

Efterfølgende underkastes hun psykiatriske undersøgelser af tvivlsomme medicinske eksperter, der især arbejder med zigeunerspørgsmål (“blandinger” skulle udryddes, mens “racerene” skulle i reservater). Dommen lyder på fire år i et ungdomsfængsel, der kort efter rammes af de allieredes bomber. De indsatte løslades under kaotiske omstændigheder. Herefter følger tekstens mest dramatiske skildringer af perioden omkring russernes erobring af Berlin.
Desperate tyske soldater opsøger beskyttelsesrum for at lede efter desertører, som skydes på stedet. Lothar fanges, men en ældre officer griber ind og spørger om hans alder. Skønt sytten siger han i forvirringen seksten, hvilket redder hans liv. Officeren bander, at de dog endnu ikke er kommet så vidt som til at slå skolebørn ihjel og standser henrettelsen. Efter tumultariske omstændigheder forenes von Mahlsdorf med sin familie, og de hutler sig gennem hungersnød og kaos i efterkrigsårenes Berlin.

Den første kærlighed
Som skoledreng har Lottchen sine første erfaringer med jævnaldrende drenge, men den vigtigste kærlighed møder han i den marskandiserforretning, hvor han efter skoletid begynder som frivillig arbejdsdreng. Her grundlægges hans store interesse for historie og fortidens møbler, ikke mindst den livslange kærlighed til Gründertiden.[9] Forretningen har travlt i krigsårene, for der er masser af lejligheder, der skal ryddes. De tilhører jøder, der er blevet “hentet”.
Deres borgerlige interiører brænder sig ind i den unges erindring ligesom chokket over jødernes uvisse skæbne.

Den unge Lothar tror ligesom sin arbejdsgiver, at de er udskrevet til tvangsarbejde i Polen; kun Mutter i forretningen ved instinktivt, at de bliver myrdet. Drengens solidaritet med andre outsidere fødes i denne periode, ikke mindst da hans jødiske kæreste, der også var arbejdsdreng hos familien, en skønne dag pludselig også er blevet “hentet”. Senere opdager han, at han er blevet henrettet i Hviderusland.

Lottchen udtrykker klart sin identifikation med andre af samfundets marginalgrupper, som hun føler sig beslægtet med: “Meiner Liebe und meiner Zardichkeit werden immer all jene teilhaftig werden, die sich zu wehren haben gegen eine feindliche Umwelt, die wie ich AuBenseiter sind. Immer werde ich Partei ergreifen – für die Huren auf der StraBe mit ihren Traumen, die frühreifen Stricher, die Lesben und Schwulen, die Roma und Sinti und die Juden” (s. 40).

von Mahlsdorfs fascination af antikviteter og gammel ragelse rummer også et etisk aspekt: et ønske om at bevare fortiden, at leve sig ind i tidligere tider og skæbner og at huske den uret, der blev begået mod konkrete mennesker af kød og blod. Og netop Berlin med både nazisternes og kommunisternes forskellige omskrivninger af historien er et overdetermineret “erindrings sted”, et stykke arkæologi, som de allieredes bomber og DDR-tidens moderniseringsovergreb, kun har efterladt i brudstykker som særskilte “tidslommer”.[10] En sådan er barndomshjemmet Mahlsdorf, som Lottchen egenhændigt restaurerer.
Dette bliver blot den første af en række nedrivningstruede bygninger, som hun resten af sit liv arbejder på at frelse.

Translogik og transgrammatik
Ved siden af von Mahlsdorfs store kærlighed, Gründertiden, går hun på opdagelse i Berlins erotiske underverden i form af toiletter og skumle barer. Hun har en forkærlighed for ældre mænd og senere også for gammeldags “opdragelse”. Tre elskere dyrker hun i over tyve år – delvis overlappende – men “den store kærlighed”, anfører hun i 1992, har hun aldrig kendt. I beskrivelsen af erotiske oplevelser er det slående, at aktiv/passiv-binariteten næsten overskygger kønsforskellen.
Lottchens erotiske oplevelser er ikke udelukkende med mænd: hun fortæller om at blive “taget” også af mandhaftige, lesbiske kvinder, mens passive kvinder er udelukkede som seksualpartnere.

Som 22-årig bliver hun “voldtaget” af en mandhaftig kvinde, en “bøsseelskende amazone”, i et “vanvidsridt”, hvor Lottchen føler sig som kvinde, og butch‘en er “manden”. Senere har Lottchen tilsvarende oplevelser med en lesbisk kromutter, der også bekender sig til gammeldags afstraffelse i sit homoværtshus – og som har en bred smag: “Ein bifkhen bi schadet nie” (s. 114). For von Mahlsdorf er sex med biokvinder ikke noget, der sætter spørgsmålstegn ved hendes feminine identitet; at butch–lesbiske “tager” hende, synes snarere at bekræfte, hvor meget “pige” hun er.

I modsætning til hovedparten af transbiografier[11] udtrykker disse memoirer ikke splittelse mellem krop og sjæl eller mellem biologisk og socialt køn, og der er intet kropshad. Lottchen er også som 63-årig stolt af sin smalle figur og udtrykker ikke noget ønske om at skifte fysisk køn. Hun beskriver tidligt i teksten sig selv som en pige i en drengekrop, som dog ikke er noget problem for hende: “Von Wesen her fühle ich mich als Frau, was aber nicht heißt, daß ich mich meiner mannlichen Geschlechtsteile gemere. Nein, ich hin kein Transsexueller” (s. 55).

Heller ikke sproget synes noget problem, hvilket atter adskiller disse memoirer fra mange andre transtekster. von Mahlsdorf beskriver sig selv – eksistentielt såvel som grammatisk – som hunkøn, men veksler ubesværet mellem han- og hunkønsformer, også når hun skal beskrive en transvestit ven/inde som Tutti/Peter: “Ungefähr zur selben Zeit lernte ich Tutti, die eigentlich Peter heißt, kennen. Sie arbeitete als Tierpfleger auf dem Gutshof neben meinem Museum” (s.152). Skønt Tutti omtales som “hun”, er hun i sin profession beskrevet i hankøn (“Tierpfleger” i stedet for “Tierpflegerin”).
Teksten navigerer problemfrit rundt i sprogets “kønsdiktatur” og skaber sin egen “transgrammatik”, en diskret “kønsballade” gennemført helt ud i sprogets mindsteelementer.

En overraskende “tredjekøns”-form introduceres, da von Mahlsdorf beretter om sin ældre, biseksuelle elsker Max, der indleder et forhold til også en meget yppig kvinde. Kvinden ønsker som indledning at overvære sex mellem Lottchen og Max, men det ender med at være Max og matronen, der har samleje, for von Mahlsdorf føler intet seksuelt for kvinden: “Für mich war diese Frau ein Neutrum” (s. 118). I tekstens “transgrammatik” er den kvindelige kvinde “intetkøn”.

von Mahlsdorf er ganske klar over, at hendes forkærlighed for sadomasochistiske seksualpraktikker falder visse folk for brystet, men endnu en gang er hun afdramatiserende og nøgtern: “Sollen sich doch die Psychologen mit meiner Art, Sexualitat auszuleben, beschäftigen, ich geillle mich nicht standig mit der Frage, warum ich so geworden hin, wie ich hin. Es macht mir Spaß, ich schade mit dem, was ich tue, niemandem, im Gegenteil, also, warum soll es etwas Schlechtes sein” (s. 119). Hun sværger ikke til monogami, men er livet igennem åben for mangfoldige relationskombinationer så som trekanter. Jalousi er et fremmedord i hendes univers (s. 195).

Stuk
Den mest forbavsende kærlighed er dog den arkitektoniske: Gründertiden med dens historicisme.[12] Denne stil har længe i kunsthistoriske og arkitektoniske kredse nydt et tvivlsomt ry og uløseligt været koblet til nyrige spekulanter og parvenuagtig dårlig smag. Dens “kannibalistiske”, masseproducerede kopiering og – til tider tvivlsomme – efterligning af tidligere stilepoker – den romanske, gotikken, renæssancen, barokken, rokokoen, klassicismen, empire og sågar biedermeier – har givet den et ry som “fattigfin” simili.

I Danmark har Gründer- eller Klunketiden fået sin helt særlige kritik i Herman Bangs eminente roman Stuk fra 1887, og det er takket være denne tekst, at glosen “stuk” på dansk har fået sin biklang af noget uægte og forlorent. Romanen, der rummer en generel kritik af samtidens sæder og skikke, tager udgangspunkt i et prangende teaters kortvarige storhed og fald. Kalkeret efter Dagmar-Teateret beskriver Bang i romanens to dele “Viktoria”-Teatrets opblomstring i en “Regn af Guld” og dets dramatiske deroute i en “Regn af Aske”. Ligesom Danmark ifølge Bang er mærket af nederlaget i 1864, “Saar-Feberen fra Dybbøl”, er dets finansielle opblomstring af usund karakter, og denne hyperaktive “febersyge” præger også personernes indbyrdes relationer: illegitim seksualitet, falske veksler og usunde spekulationer dominerer såvel samfunds- som familieliv. Alt er “stuk”.[13]

Intet sted er dette mere håndgribeligt end i teaterets overdådige indretning. Englene er ikke af marmor, men af pap eller gips med marmorpuds, “egetræs”dørene er af finer ligesom “mahogni”møblerne, “brokaden” er imitation med falske guldtråde, og “bronze”skulpturerne har blot et tyndt lag forgyldning. Smykkerne er simili, København beskrives som “en tom Blære”, og byens hektiske indbyggere fremstilles som sminkede lig.[14] I modsætning til den efterfølgende Jugendstil,[15] som eftertiden har “rehabiliteret”, har Gründertiden ikke fået hverken renæssance eller retrospektiv interesse.
Hvor Jugendstilen med dens krummelurede, ornamenterede hyldest til kunstigheden og det unaturlige er blevet koblet til både fænomertet camp og til mandlig homoseksualitet,[16] har Gründertiden bibeholdt sin arkitektoniske lavstatus som kitsch.[17]

Trygheden
Hvorfor vælger von Mahlsdorf at vie sit liv og sin kærlighed til bevarelsen af Gründertiden, som normalt betragtes som indbegrebet af dårlig smag?[18] Hun er selv fuldkommen klar over, at denne periode og stil ikke nyder kunsthistorisk respekt. Hun vedkender sig dens surrogatkarakter, men elsker den opmærksomhed mod detaljen, der præger dens kopieringsbestræbelser, om det så handler om neorenæssance eller efterligninger af andre epoker. For hende er Klunketidens redebyggeri indbegrebet af tryghed: “ich habe hier das Gefühl der Geborgenheit, der Bestandigkeit” (s. 127). Denne længsel efter tryghed er den røde tråd i memoirerne, og den præger såvel arkitektur som partnervalg. De ældre mænd, Lottchen har forhold til, er alle beskrevet som tryghedsgivende som den stærke Gerhard: “lch schlug als Frau die Augen nieder und fiihlte mich sicher und geborgen” (s. 196). Det første faste forhold, der varede fem år, er med en ældre herre i tresserne, og igen står “beskyttelse” i centrum (s. 112):
“Was kann eine Frau sich mehr wi.inschen?” Samme motiv går igen i forholdet til den midaldrende gymnastiklærer, Jochen, der varede 27 år: “Als braves W eib tat ich, was J ochen mir sagte. Ich s ah in meinen Mannern das, was ein Madel in der damaligen Zeit in einem Mann sah.
Ich fühlte mich beschirmt, konnte auf sie zählen, wenn ich in Not war, und deshalb faszinierten sie mich” (s. 120). Måske kan man sammenligne von Mahlsdorfs forhold til sine ældre elskere med hendes forkærlighed for ældre kitsch.

Endelig kan Gründertidsfascinationen også kobles til hendes “beskedenhed”. Jugendstilen er muligvis for prangende for hende, ligesom hun tager afstand fra for megen luksus. Hun foretrækker borgerlige middelklassemøbler, og når “overklassedamen” og “husmoderen” i hende kommer i konflikt, ja, så vinder “husmoderen” altid. Lottchens kærlighed til Gründertiden er ikke ironisk eller distanceret, hun dyrker ikke stilen på camp-maner, fordi den er dårlig smag, men fordi den udstråler tryghed og kærlighed til detaljen. Kontrasterne er tyvernes “neue Sachlichkeit” og kommunistdiktaturets nytteæstetik, som teksten i den grad tager afstand fra, især DDRs kulturbarbariske nedrivning af alt, der mindede om junkertidens Prøjsen og dertil hørende “falske bevidsthed”. Drømmen om fortiden kan således også læses som en protest mod nazisterne og socialisternes kulturbarbari.

DDR-tyranniet
Årene under det socialistiske DDR-diktatur er præget af kampe med det enorme bureaukrati og konflikter med Statssikkerhedstjenesten, Stasi, der så skævt til individuelle privatmuseer og arv fra en overstået kapitalistisk fase som junkertidens Prøjsen. Myndighederne forsøger i flere tilfælde at rive huset i Mahlsdorf ned. Det lykkes Lottchen at få stilling som opsynsmand på godset, hun egenhændigt har restaureret.
Teksten beskriver med indgående kærlighed, hvordan hun gennem flere årtier skaffer sig bygningsdele og inventar ved at opsøge byggepladser og nedrivningstomter, og hvordan hun anskaffer sig grammofoner, plader, ure, kommoder, tæpper, lysekroner, skabe, symaskiner, porcelæn og andet møblement fra sin yndlingsperiode.

Nede i kælderen indretter von Mahlsdorf “Berlins tørreste knejpe”, nemlig inventaret fra en homo– og luderbar fra Mulackstrasse: Die Mulackritze, der blev revet ned i 1961. Knejpen har haft en bevæget historie med et broget klientel af alle køn, mange på kant med lovgivningen. Der foregik alskens transaktioner fra værtshusslagsmål i stuen til kommerciel s/m-sex i loftsrummene. Hele inventaret fra Gründertidsdisk til afstraffelsesbrikse frelser Lottchen over til museet.
Selv den farverige kromutter Minna Mahlich får hun til at gæsteoptræde ved særlige omvisninger. I 1974 besluttes det, at Mahlsdorf-museet skal nedrives, og Lottchen forærer i desperation al inventaret væk til museumsgæsterne. Ved en skuespillerindes og en jurists hjælp afværges katastrofen i sidste øjeblik.

Regeringen fortsætter dog med at chikanere hende, især da de opdager, at hun også holder foreningsmøder for homoseksuelle i museet. Dramatiske episoder med Stasi-medarbejdere slet forklædt som rige amerikanere, der skal lokke hende til at sælge til udlændinge (hvad der naturligvis var strengt forbudt) , er dele af statens forsøg på at bringe von Mahlsdorf i miskredit. Især i slutningen før murens fald havde den stadigt mere økonomisk desperate DDR-regering fundet ud af, at den kunne tjene hård, vestlig valuta ved at sælge ud af landets kulturarv, og således tømte regeringsvogne det ene gods efter det andet.

En østtysk “Coming Out”
von Mahlsdorfs memoirer fra de halvskjulte seksuelle berlinske subkulturer i DDR-tiden er interessant læsning, især heroiske og modige homoværtshusejeres kampe mod såvel nazister som socialister. På grund af sine historiske samlinger og enorme viden om Gründertiden bliver den autodidakte transkvinde hurtigt involveret i også tv- og ftlmarbejde, hvor hun både fungerer som skuespiller, statist og konsulent. Naturligt blev hun involveret i DDRs eneste “homo-film”, den fremragende “Coming out” om en ung, homoseksuel lærer, der fik premiere i 1989 den selvsamme aften, hvor muren faldt. I filmen spiller hun en servitrice på den homobar, hvor helten finder – og senere mister – sin unge ven, der i begyndelsen af filmen har forsøgt at tage sit eget liv. Læreren ender med at sige sit job op i en åben slutning cyklende mod solen.

von Mahlsdorf havde dog kunnet rejse til vesten, eftersom hun året før var fyldt 60 (DDR søgte at spare på folkepensionen ved at tillade ældre medborgere fri udrejse). Men hendes genvordigheder med myndighederne fortsætter, og hun opdager til sin gru, at visse af DDR-regimets værste bureaukrater stadig er ved magten i det genforenede Tyskland. Og som et hæsligt ekko fra Lottchens ungdom begynder nynazister at chikanere hendes homosammenkomster på museet. Men memoirerne slutter lykkeligt med, at hun i 1992 tildeles det tyske “Bundesverdienstkreuz” og fire dage senere får officiel ejendomsret til museet i Mahlsdorf. von Mahlsdorf er nu endelig frue i eget hus.[19] I forhold til et andet trans– og homo-ikon, Karen Blixen, som koketterede med, at hun var tretusind år gammel (Blixen; s. 174), er Charlotte von Mahlsdorf – naturligvis – mere beskeden. Hun slutter sine memoirer med at angive sin alder til 120. Hun, den perfekte klunketidshusmor, har jo levet siden 1870, “hendes” Gründertids fødsel.

Litteratur:
Bang, Herman(1887): Stuk. København: Borgen. 1987.

Bech, Henning (1987): Når mænd mødes. København: Gyldendal.

Blixen, Karen: Samlede essqys. København: Gyldendal. 1997.

Elbe, Lili (1931): Fra Mand til Kvinde, København: Hage & Clausens Forlag.

Halperin, David (2011): How to be Gay. Cambridge, MA: Harvard University Press.

Hausman, Bernice (1995): Changing Sex. Transsexualism, technology and the ide a of gender. Durham and London: Duke University Pres s. 2006.

von Mahlsdorf, Charlotte(1992): Ich bin meine eigene Frau. München:
Deutscher Taschenbuch V erlag. 199 5).

Stone, Sandy (1991): “The Empire Strikes Back: A Posttransexual Manifesto“; in: Julia Epstein and Kristina Staub: Bocfy Guards. London: Routledge.

Zichau, Alex (2013): Ubehagets soundtrack. København: Autre.

Dag Heede (f. 1962) er lektor ved Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet. Han var en af de første til at introducere queerteorien i Danmark blandt andet gennem monografier om Michel Foucault, Karen Blixen, Herman Bang og H.C. Andersen. Som så mange andre på feltet står han i naturlig gæld til Hennings Bechs banebrydende (homo) seksualitetsteoretiske pionerarbejde.

Noter

[Retur] Jeg vælger i overensstemmelse med fortælleren i biografien at omtale von Mahlsdorf som “hun” med undtagelse af ungdomsperioden.
[Retur] Hun giver dog udtryk for glæde over dette: “Das ist wie Sonnenstrahlen im Herbst, in denen ich mich wärme” (s. 192). Samtlige uledsagede sidehenvisninger er til von Mahfsdorf.
[Retur] Det er ikke usandsynligt, at udgiveren Peter Süß har været ghost writer på Mahlsdorfs selvbiografi. I 2006 forfattede Süß desuden et skuespil om von Mahlsdorf. Mere kendt er dog Doug Wrights prisbelønnede Off-Broadway-monolog “I am my own wife” fra 2003, som er oversat til en række sprog. I 2009 blev monologen opført på dansk under titlen “Jeg er min egen kone” på Aalborg Teater. Forestillingen har efterfølgende været på turne rundt i landet.
[Retur] von Mahlsdorf nåede også at indtale sin tekst som lydbog få dage før sin død. Her kan man nyde hendes prøjsisk præcise diktion, hvor ingen endelser afsnubbes, og hver eneste stavelse samvittighedsfuldt udtales.
[Retur] Herved adskiller den sig markant fra f.eks. genrens “arketype”: Lili Elbes Fra Mand til Kvinde fra 1931, som er præget af en ekstrem trang til normalisering og idyllisering (Elbe). Splittelsen er næsten et vandmærke for genren helt frem til i dag. I den aktuelle danske transtekst Ubehagets soundtrack fra 2013 er splittelsen ført helt ud til fortælleteknikken, idet fortælleren rummer både et “jeg” og et “du” i samme person (Zichau). Om splittelsen som topos i transtekster jf. Sandy Stones skelsættende essay: “The Empire Strikes Back: A Posttransexual Manifesto“. Titlen henviser til Janice Raymonds transfobiske afhandling The Transsexual Empire. Boston: 1979.
[Retur] En vertikow eller “vertiko” er et lille prydskab opkaldt efter dets berlinske opfinder, Vertikow. Det var et af grundertidens yndlingsmøbler.
[Retur] Visse skuffede anmeldere har efterlyst mere sex og mindre arkitektur i von Mahlsdorfs tekst; populært sagt: flere klunker og mindre klunketid.
[Retur] Magnus Hirschfeld (1868-1935) var Tysklands toneangivende sexolog og homorettighedsforkæmper. Hirschfeld udgav tidsskriftet, Jahrbuch für sexuelle Zwischensttifen og definerede homoseksuelle som en slags “tredje køn“. Die Transvestiten fra 191O er en klassiker indenfor transforskningen. Hirschfeld, som også var homoseksuel og socialist, blev af Hitler betegnet som “Tysklands farligste jøde”. Hans videnscenter; Institut fur Sexualwissenschaft, blev ødelagt af fascisterne i 1933, mens Hirschfeld selv var på en verdensomspændende foredragsrejse. To år senere døde han i eksil i Nice. von Mahlsdorf er ikke entydigt tilhænger af tredjekønsteorien, men udtrykker stor beundring for Hirschfeld (s. 16, s. 51, s. 140-1), som er tekstens eneste teoretiske reference.
[Retur] I snæver forstand beskriver begrebet den finansielle opgangsperiode 1871-3, hvor finansmarkederne kortvarigt boomede, men herefter brat landede i et børskrak; den bredere betegnelse går på det nittende århundredes sidste tre årtier, og således anvender von Mahlsdorf også begrebet (s. 128),
[Retur] En populær dansk indføring i en række af disse “tidslommer” findes i Aarhus Universitetsforlags glimrende rejseguide: Berlin fra 2012.
[Retur] Forskellen mellem transseksuelle og transvestitter bør naturligvis her understreges. For en bred behandling af transbiografier jf. Hausman.
[Retur] Historicismen beskriver 1800-tallets forkærlighed for at blande stilarter fra tidligere perioder. Nye byggematerialer og -teknikker i denne tidlige industrialiseringsfase gjorde det muligt at reproducere fortidens mere komplekse og arbejdskrævende stilarter i forenklet, masseproduceret form f.eks. ved hjælp af beton. Hvad der tidligere havde krævet møjsommeligt og specialiseret håndværk kunne nu produceres billigt og hurtigt. Historicismen kan i dens frie genbrug eller “citering” af tidligere stilarter ses som en tidlig parallel til postmodernismen. Historicismen forsvandt ikke i det tyvende århundrede, men dyrkedes i Danmark blandt andet af 1. Verdenskrigs nyrige “gullaschbaroner”.
[Retur] von Mahlsdorf er ganske bevidst om også disse aspekter af perioden: “Sicher, Kuponschneiderei und Spekulationsskandale pragten die Gründerzeit” (s. 126).
[Retur] En af hovedskurkene i Stuk er en arkitekt, der er blevet hovedrig på at udstaffere lejligheder med billigt “forskønnende” elementer:
“Og da de andre holdt op, Kammeraterne, og sad som Grundejere og tog deres jævne Leje paa Broerne, blev han ved, stadig med Facader, Forgyldninger og Spejlglas, taget ligesom i en hel Rus af Imitation og skinnende Kulører – ligesom han i Læretiden havde siddet og klattet Farver paa Skillingsbilleder for hver opdrevet Toskilling- hele Tiden halv forundret over sine egne Vidundere.

Man var saa begyndt at tale om hans Bygninger; og Omtalen drev ham videre til nye Raffinementer, han søgte Hjælp hos Arkitekter og Dekoratører, byggede og byggede …
Bevarende, under det altsammen, Smaamandens Kærlighed til det grelle i Kulørerne og uvægerligt byggende alle sine Huse – disse Huse med deres monumentale belgiske Ovne indførte fra Sverig, de imiterede Broncekaryatider paa Trapperne, de forgyldte Gelændere og eftergjorte Parketgulve – ubekvemme, indskrænkede og snævre, ubevidst bevarende Arbejderens Maal, der er vant til de smaa Rum, hvor man kan række med Hænderne mellem Væggene, og til en tung Luft” (Bang; s. 35).
[Retur] Jugendstilen var især populær i perioden 1900-1910.
[Retur] Den klassiske tekst er her naturligvis Susan Sontags berømte essay, “Notes on “camp”” fra 1964, men der findes utallige studier af forholdet mellem camp og homoseksualitet (f. eks. Bech og Halperin).
[Retur] Om forholdet mellem kitsch og mandlig homoseksualitet jf. f.eks. Bech.
[Retur] von Mahlsdorfs forkærlighed for fortidens “dårlige smag” kan måske indlæses i en mandlig homoseksuel tradition for at dyrke glemt kitsch-kultur så som afblomstrede divaer, svundne tidsaldres populærkultur (70er-disco, dansktopsangerinder, Morten Korch-film for nu at blive indenfor en dansk kontekst). Er hormoer og transkvinder en slags modernitetens ådselsædere, nyttige, men ikke altid elskede skraldemænd m/k, der mæsker sig i efterladenskaber, som mainstreamkulturen har fortrængt eller forkastet?
[Retur] Efter von Mahlsdorfs død i 2002 er bygningen forblevet museum og kan stadig besøges:
www.gruenderzeitmuseum.de

* * *
Artiklen indgår som et kapitel (side 183 – 195) i bogen “Byen og blikkets lyst: Festskrift til Henning Bech”, der blev udgivet i 2014 af Center for Seksualitetsforskning, Sociologisk Institut, Københavns Universitet – ISBN: 978-87-993544-5-0.

Dag Heede har venligst givet tilladelse til, at artiklen bringes her i Vidensbanken om kønsidentitet.
Tina Thranesen.