CPR-kontoret offentliggjorde den 25. august 2014 en vejledning til ansøgning om nyt personnummer begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn (juridisk kønsskifte).
Proceduren giver desværre ikke mulighed for at ansøge om nyt personnummer og et eventuelt nyt kønsbestemt fornavn svarende til det nye køn på én gang.
Skal en ansøger have nyt kønsbestemt fornavn, er det derfor nødvendigt at ansøge særskilt om nyt fornavn, efter at have fået det nye personnummer.
* * *
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
25. august 2014
Vejledning til ansøgning om nyt personnummer begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn
1. Nye regler gør det muligt at ansøge om nyt personnummer
Med virkning fra den 1. september 2014 bliver det muligt at få tildelt nyt personnummer, hvis man oplever sig som tilhørende det andet køn.
Ansøgning om nyt personnummer skal indgives skriftligt til Indenrigs- og Sundhedsministeriets CPR-kontor. Det anbefales, at ansøgning indgives via digital post ved brug af NemID eller som et almindeligt brev. Baggrunden herfor er, at ansøgningen kan indeholde personfølsomme oplysninger og derfor kun bør sendes som sikker post og ikke via f.eks. almindelig e-mail.
2. Hvad skal ansøgningen indeholde?
Ansøgningen om nyt personnummer skal indeholde en erklæring om, at ønsket om nyt personnummer er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det andet køn. Ansøgningen må ikke være begrundet i andre forhold.
Ansøgningen skal også indeholde oplysninger om dit personnummer, navn og adresse. Herved kan CPR-kontoret identificere dig korrekt i CPR.
Ansøgningen bør også være underskrevet og dateret.
Det anbefales at gøre brug af CPR-kontorets standardformular til indgivelse af ansøgning om nyt personnummer begrundet i en oplevelse af at tilhøre det modsatte køn.
Du finder formularen her
Det er en betingelse, at du er fyldt 18 år på ansøgningstidspunktet.
3. Hvad sker der, når jeg har indgivet ansøgning?
Når CPR-kontoret har modtaget din ansøgning, sender CPR-kontoret en skriftlig bekræftelse til dig om, at din ansøgning er modtaget. Bekræftelsen vil indeholde oplysninger om datoen for modtagelsen af ansøgningen. Datoen har betydning for beregningen af den refleksionsperiode på normalt 6 måneder, som skal gå, hvorefter du skal bekræfte din ansøgning.
Den skriftlige bekræftelse vil indeholde nærmere vejledning om konsekvenserne af at få tildelt nyt personnummer tilhørende det andet køn, bl.a. vejledning om adgangen til udstedelse af nye personlige dokumenter og deltagelse i kønsspecifikke screeningsundersøgelser. Disse oplysninger kan indgå i dine overvejelser om det juridiske kønsskifte i refleksionsperioden.
4. Du skal skriftligt bekræfte din ansøgning efter udløbet af refleksionsperioden
Det er en betingelse for at få tildelt et nyt personnummer, at du efter udløbet af refleksionsperioden skriftligt bekræfter din ansøgning over for CPR-kontoret.
Det anbefales, at også bekræftelsen indgives via digital post ved brug af NemID eller som et almindeligt brev.
Bekræftelsen er en skriftlig tilkendegivelse om, at du ønsker at fastholde din ansøgning om nyt personnummer som følge af en oplevelse af at tilhøre det andet køn.
Refleksionsperioden er normalt 6 mÃ¥neder fra ansøgningstidspunktet – dvs. det tidspunkt, hvor din ansøgning er modtaget i CPR-kontoret.
Hvis du inden den 1. september 2014, hvor de nye regler træder i kraft, har ansøgt om
- tilladelse til at bære et fornavn, der betegner det modsatte køn,
- tilladelse til at få kønsbetegnelsen X i dit pas, eller
- tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte
regnes refleksionsperioden på 6 måneder fra tidspunktet for indgivelse af ansøgning herom. Har du indgivet ansøgning om to eller flere af de nævnte tilladelser, regnes refleksionsperioden fra tidspunktet for indgivelsen af den første ansøgning.
Har du f.eks. den 1. april 2014 indgivet ansøgning om tilladelse til at bære et fornavn, der betegner det modsatte køn efter reglerne i navneloven, udløber refleksionsperioden den 1. oktober 2014.
I sådanne tilfælde skal du til CPR-kontoret indsende dokumentation for tidspunktet for din ansøgning om en af de nævnte tilladelser, f.eks. i form af en kopi af din ansøgning om tilladelse til at bære et fornavn, der betegner det modsatte køn.
5. CPR-kontoret giver dig meddelelse om det nye personnummer
Når din skriftlige bekræftelse af ansøgningen om nyt personnummer er modtaget i CPR-kontoret, tildeler CPR-kontoret dig et nyt personnummer i overensstemmelse med det køn, som du oplever at tilhøre.
Du bliver orienteret om det nye personnummer pr. brev. CPR-kontoret fremsender samtidig en registerindsigt i de oplysninger, der er registreret om dig i CPR, herunder både det tidligere tildelte personnummer, som bliver stående i CPR som historisk, og det nye personnummer, hvorunder nye oplysninger fremover vil blive registreret.
6. Nærmere oplysninger
Har du spørgsmål i forbindelse med en ansøgning om nyt personnummer som følge af en oplevelse af at tilhøre det andet køn, som du ikke har fået svar på gennem denne vejledning, er du velkommen til at rette henvendelse til CPR-kontoret telefonisk på telefon 72 26 97 33. CPR-kontoret vil om nødvendigt henvise dig til rette myndighed.