Vi var fem, der den 13. oktober 2009 tog i Aalborg Teater og så Jeg er min egen kone.

Af Tina Thranesen den 13. oktober 2009.

GNOEQA[1], Irene Haffner, Nauja, Sheila Frik og jeg overværede tirsdag aften den 13. oktober 2009 skuespillet Jeg er min egen kone på Aalborg Teater.
Det var en fantastisk oplevelse. Skuespilleren, Jakob Højlev Jørgensen leverede en imponerende indsats ved som eneste medvirkende af fortælle historien om Charlotte von Mahlsdorf. Kun iført en sort kjole, en perlekæde og et sort hovedtørklæde spillede han samtlige roller i stykket. På intet tidspunkt var der forvirring om, hvilken person, han lagde krop og stemme til uagtet, der ingen omklædning fandt sted. Det skal også bemærkes, at han selv har oversat stykket.

Jeg er ikke teaterkyndig, men vil tillade mig at betegne skuespillet som en fortælling – en fortælling i høj klasse om Charlotte von Mahlsdorf. Charlotte var transkønnet og levede det meste af sit liv som kvinde. Fra helt lille klædte hun sig ofte i kvindetøj. Hun flygtede sammen med sin moder fra nazisterne under Anden Verdenskrig og formÃ¥ede at komme gennem kommunisternes styre i Østtyskland fra efter krigen til Muren faldt. En helt unik skæbne, som Jakob Højlev Jørgensen fortalte om pÃ¥ en medlevende mÃ¥de, sÃ¥ han under hele forestillingen havde publikums fulde opmærksomhed.

Fem minutter i tolv middag dagen før, altsÃ¥ mandag den 12. oktober 2009 mødtes GNOEQA og jeg pÃ¥ en P-plads ved motorvejen ved Korsør, hvorefter vi sammen i GNOEQAs bil kørte op til Irene Haffner i Hovsør ved Thisted, hvortil vi ankom kort før kl. 3 om eftermiddagen. Lidt senere ankom Sheila Frik og Nauja. Sammen havde vi en hyggelig eftermiddag og aften med god mad og masser af snak. Om tirsdagen drøftede GNOEQA, Irene og jeg transpolitiske forhold. – Men det er jo slet ikke det, jeg vil fortælle om.

Sidst på eftermiddagen vendte Sheila Frik og Nauja tilbage og samme kørte vi alle fem fordelt i to biler mod Aalborg for at se skuespillet Jeg er min egen kone.
Efter en hyggelig tur gennem det skønne og afvekslende landskab ankom vi til Aalborg og fandt med lidt besvær to parkeringspladser pÃ¥ tagparkeringen over Superbrugsen pÃ¥ hjørnet af VingÃ¥rdsgade og Budolfi Plads – kun fÃ¥ hundrede meter fra Aalborg Teater i Jernbanegade.

Der var mange mennesker i teateret, men foruden Jeg er min egen kone, opførte teateret også Ludvig Holbergs komedie Maskerade.
Jeg er min egen kone opførtes i teaterets eksperimentalscene – Transformator, som vi af en venlig billettør ved indgangen fik oplyst lÃ¥ pÃ¥ første sal. Da der var unummererede billetter skyndte vi os at hænge vores frakker i garderoben i kælderen og gik op pÃ¥ første sal. Der var imidlertid ikke Ã¥bnet ind til salen, sÃ¥ vi stod sammen med mange andre teatergæster og ventede til dørene præcist kl. 1930 blev Ã¥bnet.
Da jeg trÃ¥dte ind i salen, fik jeg noget af en overraskelse. Der var ingen scene – dvs. scenen var cirka halvdelen af den temmelig lille sal. Der var midt pÃ¥ gulvet et lille bord. Ved en væg stod nogle fÃ¥ stole. I den bagerste halvdel af salen var tilskuerpladserne. Det var seks rækker med hver tolv pladser, der hver især var hævet lidt i forhold til hinanden. De forreste to rækker var sofaer beklædt med hvide lagner. De efterfølgende rækker var ældre polstrede salonstole. Hele salen var holdt i sort og kun oplyst af enkelte spotlight og smÃ¥ lampetter pÃ¥ væggene.
Da vi gerne ville sidde ved siden af hinanden kunne vi ikke nå at få plads i sofaerne, men fik plads på tredje række. Stolene viste sig at være behagelige at sidde på.
I løbet af kort tid var pladser besat – altsÃ¥ fuldt hus, omkring 70 teatergæster.

Det var med stor forventning, at jeg nu sad og ventede på, at forestillingen skulle starte. Jeg kendte jo ganske godt historien om Charlotte von Mahlsdorf i kraft af det researcharbejde, jeg tidligere havde lavet om hende, ligesom jeg havde bemærket, at forestillingen havde fået rigtigt flotte anmeldelser.

Stykket er skrevet af amerikaneren Dough Wright og havde verdenspremiere på Brodway i New York den 5. december 2003.
Ventetiden blev kun kort. Lyset blev dæmpet – ja, det blev slukket helt, sÃ¥ der var kulsort. En lyssprække kommer til syne, da en dør bliver Ã¥bnet ganske langsomt. Ind træder Charlotte von Mahlsdorf. Hun har ryggen til os og skubber langsomt døren op med ryggen. Da døren er helt Ã¥ben vender hun sig langsomt. I hænderne har hun et lille træskrin. Hvad der herefter sker i stykket, vil jeg ikke berette om. Det vil være synd for kommende teatergængere at fortælle det hele.

Af teaterets omtale af stykket fremgÃ¥r det, at der i forestillingen optræder 35 personligheder. Hovedpersonen er selvfølgelig Charlotte von Mahlsdorf, men samtlige personligheder fremføres af Jakob Højlev Jørgensen pÃ¥ en imponerende og overbevisende mÃ¥de. At der var 35 personligheder vil jeg ikke betvivle. Jeg talte dem ikke – jeg var for opslugt af hele fremførelsen til at beskæftige mig med en sÃ¥dan “detalje”. Men skiftet fra personlighed til personlighed skete pÃ¥ en mÃ¥de, sÃ¥ vi som tilskuere pÃ¥ intet tidspunkt var i tvivl om, hvem det drejede sig om. Om det var Charlotte von Mahlsdorfs fader, en nazist, en amerikansk soldat, en stasiagent eller stykket forfatter, Dough Wright, der havde indskrevet sig selv i stykket, sÃ¥ fremgik det tydeligt.
Gennem forestillingen fik vi fortalt hele Charlotte von Mahlsdorfs liv – lige fra hun var den lille dreng ved navn Lothar Berfelde gennem Anden Verdenskrig, det kommunistiske Østeuropa og perioden efter Murens fald, hvor Charlotte von Mahlsdorfs blev hædret med den fornemmeste tyske hædersbevisning, Bundesverdienstkreuz til beskyldninger om, at hun under det kommunistiske regime var stasiagent.

I stykket var der indlagt en 20 minutters pause. Lige da pausen blev annonceret, følte jeg det som en meget uvelkommen afbrydelse. Jeg var alt for opslugt af stykket til, at jeg havde behov for en pause. Men pausen blev godt udnyttet.

Da vi gik ud af salen, henvendte jeg mig til en ung kvindelig ansat ved teateret, præsenterede mig og fortalte, at vi var en lille gruppe fra de to danske transforeninger – Trans-Danmark og Transvestitforeningen i Danmark – TiD – og spurgte, om det var muligt at komme til at hilse pÃ¥ Jakob Højlev Jørgensen efter forestillingen.
Hendes svar kom uden den mindste tøven – selvfølgelig kunne vi det; vi skulle blot blive inde i salen efter forestillingen, sÃ¥ ville Jakob Højlev Jørgensen komme ind til os.

Det var jo en glædelig nyhed at overbringe de andre. Pausen blev videre udnyttet til en forfriskning i form af et glas rødvin og snak om stykket, som vi alle fem var begejstrede for.
Sidste halvdel af stykket var liges på medrivende og spændende som den første halvdel.

Umiddelbart efter de sidste teatergæster havde forladt salen, og vi var alene tilbage pÃ¥ gulvet – som jo faktisk var scenen, kom Jakob Højlev Jørgensen ind til os. Vi præsenterede os kort for ham, trykkede hænder, hvorefter han fortalte, at han var enormt glad for, at vi var kommet og havde spurgt om mulighed for at mødes med ham. Han kendte bÃ¥de til foreningerne og havde besøgt Vidensbanken.

Vi udtrykte vores uforbeholdne beundring for hans præstation og sludrede gennem en tyve minutters tid om stykkets tilblivelse og om Charlotte von Mahlsdorf. Han fortalte, at det var en meget anstrengende rolle at spille, da han jo var alene hele tiden og ikke havde andre medvirkende til at støtte sig til. Det havde imidlertid været en stor oplevelse for ham at fremføre det. De første par opførelser af stykket havde der ikke været fuldt besat i salen, men det havde ændret sig til, at der var fuldt hun i samtlige efterfølgende forestillinger.
Vi fik taget nogle billeder, og jeg fik hans autograf på billetten.

SÃ¥ var det tid til afsked. Et par dejlige dag var gÃ¥et – hyggeligt samvær, masser af snak, dejlig mad og en fantastisk oplevelse ude i den virkelige verden i form af et teaterbesøg.

Tina Thranesen.

* * *
Jakob Højlev Jørgensen er også en dygtig bugtaler.

1. [Retur] GNOEQA er indsat i stedet for pågældendes navn, hvilket dog er mig bekendt. Tina Thranesen.