I 1881 blev Vilhelmine Møller leder af det nyoprettede drengehjem Kana på Strandvejen 39 på Østerbro i København. Den 22. juni 1894 blev hun af Højesteret dømt til døden for drabet på den 16-årige dreng Volmer Sjøgren, der havde boet på drengehjemmet, siden han var 3 år.
Drabet, som fandt sted den 28. februar 1893 vakte stor opsigt og blev meget omtalt i aviserne. Der blev endog skrevet en skillingsvise om sagen.
Der var imidlertid meget mere i sagen, hvilket var med til at skabe den store opmærksomhed. Vilhelmine Møller bar på en dyb hemmelighed.
Som lille blev Vilhelmine Møller sat i pleje hos sine bedsteforældre. Som 20-årig tjenestepige blev hun grebet i tyveri af mad til sin moder, der var blevet enke og havde fire små børn. Det kostede en tur i fængsel.
Derefter begyndte hun at komme i pastor Rudolph Frimodts menighed og blev senere tilknyttet en pigehøjskole. Det førte videre til, at hun blev ansat som plejemor på Børnehjemmet Godthaab på Frederiksberg, og i 1881 blev hun som nævnt leder af drengehjemmet Kana.
Vilhelmine Møller var vellidt og blev kendt og agtet for sin moderne opdragelsesmetoder og holdt mange foredrag om børneopdragelse.
I 1889 blev Kvindevalgretsforeningen – KVF stiftet. Det var den første forening, der udelukkende havde kvindelig valgret pÃ¥ programmet. Ved dens første offentlige møde den 15. februar 1889 deltog 1.500 kvinder. Vilhelmine Møller blev indvalgt i foreningens første bestyrelse og var flittig til at skrive i foreningens blad “Hvad vil vi”.
Omkring dette tidspunkt skrev Politiken skrev om hende:
“Høj og mager med grÃ¥sprængt hÃ¥r redt ned til Siderne. Ansigtet har stærkt markerede Træk med et særligt kraftigt udviklet Underansigt; paa den skarpe Næse bærer hun Briller, bag hvilke lyser et Blik, fuldt af Energi. Hun er altid iført en ganske tarvelig, graa Hvergarnskjole. Hele Personen gør indtryk af den fuldkommeste Askese.”
Den dræbte 16-årige dreng Volmer Sjøgren stod for at skulle forlade drengehjemmet, idet han havde fået en læreplads som klejnsmed og skulle flytte til et lærlingehjem på Østerbro.
Den 28. februar 1893 blev Volmer fundet livløs i sin seng. Lægen, dr. Gottschalk blev tilkaldt.
Vilhelmine Møller fortalte, at der om eftermiddagen havde været en fødselsdagsfest for en anden dreng. Volmer havde fået det dårligt og klaget over smerter i brystet og var gået i seng.
Vilhelmine Møllers store prestige har muligvis medvirket til, at dr. Gottschalk uden videre undersøgelse noterede dødsårsagen som en blodprop.
Volmer Sjøgren blev begravet på Vestre Kirkegård.
Volmer havde en værelseskammerat ved navn Louis. Han havde på et tidligere tidspunkt fortalt sin moder, at forstanderinden Vilhelmine Møller ofte om natten tilkaldte Volmer, som så overnattede i hendes seng.
Da Louis’ moder hørte om Volmers død, kontaktede hun grosserer Andersen, der var formand for Kanas bestyrelse. Han afviste pure moderens insinuationer, som han fandt fuldstændigt grundløse og groteske.
Imidlertid mente grosserer Andersen, at han var nødt til at fortælle Vilhelmine Møller om insinuationerne, da hun burde kende “gadens rygter”.
Vilhelmine Møllers reaktion var usædvanlig kraftig. Hun mistede et øjeblik helt fatningen, blev bleg og vaklede.
Vilhelmine Møller fik kort efter et sammenbrud og blev indlagt på Kommunehospitalet i København.
Grosserer Andersens tillid til Vilhelmine Møller var imidlertid så stor, at han henvendte sig til politiet for officielt at få renset hendes navn.
Da Vilhelmine Møller et par uger senere blev udskrevet fra hospitalet, mødte hun derfor op på politistationen.
Afhøringen af hende fik et uventet forløb. Hendes forklaringer var usammenhængende og hele sagen virkede så mystisk, at der blev foretaget flere afhøringer af hende.
Under den tredje afhøring erkendte Vilhelmine Møller, at hun i fem år havde haft et uterligt forhold til Volmer Sjøgren, men nægtede at have noget med Volmers død at gøre.
Vilhelmine Møller blev imidlertid varetægtsfængslet.
Politiet fik liget af Volmer gravet op og obduceret. Obduktionen gav dog ikke noget resultat.
I påskedagene deltog den religiøse Vilhelmine Møller i fængselsgudstjenesten. Hun blev meget påvirket og tilstod kort efter over for politiet, at hun havde dræbt Volmer Sjøgren ved at bedøve ham med et sovemiddel og derefter kvæle ham med et uldtæppe.
Grunden til drabet var, forklarede Vilhelmine Møller, at hun var bange for, at han efter sin bortrejse fra drengehjemmet ville røbe deres seksuelle forhold.
I løbet af juli 1893 foretog retsassessor Brun flere afhøringer af Vilhelmine Møller. Under disse afhøringer begyndte Brun at undre sig over Vilhelmine Møllers store og firskårne skikkelse og hendes dybe stemme og spurgte hende direkte, om hun var en mand.
Vilhelmine Møller reagerede nærmest rædselsslagen og voldsomt ved at udbryde: “Jeg er den, jeg er. En Kvinde nær de halvtreds, Gud tilgive Dem, hr. Dommer”.
Men tvivlen nagede Brun, der foranledigede, at Vilhelmine Møller måtte afklæde sig foran fængselspersonalet. Personalet troede dårligt deres egne øjne.
Det førte til, at professor Stadfeldt foretog en undersøgelse af Vilhelmine Møller. Stadfeldt konstaterede, at Vilhelmine Møller ikke var en kvinde, heller ikke en hermafrodit, men en mand – ganske vist noget abnormt udviklet.
Efter denne opdagelse blev Vilhelmine Møller iført mandetøj og overført fra kvindefængslet til mandefængslet på Christianshavn.
Myndighederne forbød den tidligere drengehjemsforstanderinde Vilhelmine Møller at være kvinde, idet det besluttedes, at hun var en mand og ændrede hendes navn til Vilhelmi Møller.
I fængslet fik Vilhelmi tilladelse til at beskæftige sig med syning, da han ikke kendte til mandlige sysler.
Den 4. marts 1894 blev Vilhelmi Møller dømt til døden – en dom, som Højesteret den 22. juni 1894 stadfæstede.
Vilhelmines mor – Caroline Wilhelmine Møller – afgav vidneforklaring under retssagen. Hun var en enfoldig kvinde uden den store skolegang. Hun forklarede, at da sønnen blev født, troede hun fuldt og fast, at han var en pige. Hun troede, at drenges kønsdele ville være som en mænds, nÃ¥r de blev født. Og det var lille Vilhelmines jo ikke. Han havde godt nok en penis, men den var blot meget lille. Hun var overbevist om, at hun havde fÃ¥et en datter.
Den 21. juli 1894 blev Vilhelmi Møller benådet af Kong Christian IX og straffen blev ændret til tugthusarbejde på livstid.
Efter elleve års fængsel blev Vilhelmi Møller i 1905 løsladt fra Vridsløselille Fængsel.
Den 20. december 1905 blev Vilhelmi Møller gift med den tretten Ã¥r yngre Agnes Anna Margretha Juliane Larsen (25. juni 1858 – 8. juni 1925), der var fangevogterske i kvindefængslet, hvor Vilhelmine Møller havde tilbragt den første tid.
Vilhelmi Møller fik arbejde som bud på det sagførerkontor, der i sin tid førte hans sag.
I 1907 tog Vilhelmi Møller navneændring til Frederik Vilhelm Schmidt.
Vilhelmine Møller alias Vilhelmi Møller alias Frederik Vilhelm Schmidt døde 91 år gammel den 24. december 1936 i Vangede.
* * *
Skillingsvise fra formentlig 1893 om “sagen”: Det er opdaget … Frøken Møller er et fuldstændigt Mandfolk
Den 31. marts 2005 udkom Karen Søndergaard Jensens bog Dobbeltmennesket. Bogen fortæller i romanform om Vilhelmine Møllers liv.
DR bragte den 29. august 20144 en udsendelse om Vilhelmine Møllers drab på den 15-årige Volmer Sjøgren: Den tvekønnede morder.
Den 26. februar 2018 udkom bogen Jagten pÃ¥ morderne stopper aldrig: GenÃ¥bnede danske kriminalsager, hvor kapitel 2 “Dobbeltmennesket” handler om Vilhelmine Møller og hendes drab pÃ¥ Volmer Sjøgren.